EQT sætter streg under langsigtet investering i WS Audiology
3/1 10:09
Kapitalfonden EQT sætter streg under sin langsigtede investering i høreapparatselskabet WS Audiology.
Det står klart, efter at kapitalfonden har flyttet ejerskabet af selskabet til en nyoprettet fond, EQT VIII, fra EQT VI-fonden, der var under lukning. Det er normal praksis for kapitalfonde at holde på en investering i en årrække, før selskabet sælges videre.
- Købet illustrerer EQT's langsigtede engagement og støtte til WS Audiologys mission om at hjælpe folk med at genvinde eller forbedre deres hørelse, skriver EQT i en meddelelse.
Rent praktisk forbliver ejerstrukturen den samme, hvor EQT ejer 49 pct., mens T&W Medical, der er ejet af familierne Tøpholm og Westermann, beholder 51 pct. af aktierne.
- Hvert år hjælper WS Audiology millioner af mennesker over hele verden med at genvinde eller forbedre deres hørelse. Virksomhedens høreapparater forbedrer ikke blot menneskers livskvalitet, men giver også mulighed for at ændre folks økonomiske muligheder til det bedre i mindre udviklede lande, siger Kasper Knokgaard, partner i EQT og bestyrelsesmedlem i WS Audiology.
- EQT er derfor stolt af at forny sin langsigtede støtte til WS Audiology sammen med sine andre medinvestorer, lyder det fortsat i meddelelsen.
Det har løbende været diskuteret, hvor længe EQT ville fortsætte som ejer i selskabet, samt hvad der efterfølgende skal ske. Udover frasalg er børsnotering blandt mulighederne.
- Først og fremmest ved jeg ikke, om vi nødvendigvis skal børsnoteres, eller om der er en anden plan. For det andet er det en beslutning, som mine aktionærer skal tage. Når EQT skal ud – og det er ikke i morgen – kan det være en børsnotering eller et privat salg. Jeg ved det ærlig talt ikke, sagde Eric Bernard, der er administrerende direktør hos WS Audiology, til MarketWire tilbage i september.
.\\˙ MarketWire