Mandagens aktier: Investoroptimisme sendte C25 i plus - Mærsk i rekord
3/1 17:05
Årets første handelsdag var - med undtagelse af et kortvarigt dyk i rødt - præget af optimisme på det danske marked, der ligesom i Europa steg på forventningen til væksten i 2022 og troen på, at Omikron-varianten trods store smittetal ikke vil blive en hæmsko.
Det danske C25-indeks endte 0,3 pct. højere i 1970,95.
I toppen af eliteindekset endte FLSmidth - dog uden noget selskabsnyt at komme efter. Mærsk nød godt af rekordhøje containerrater og kunne således skyde året i gang med kursrekorder.
Nederst i C25 endte Novo Nordisk med et fald på 3,1 pct. til 712,50 kr. uden noget selskabsspecifikt. Med i minus var flere defensive aktier som Coloplast, Genmab og Bavarian Nordic, der ligeledes faldt uden konkrete nyheder.
En times tid før børslukning var C25-indekset dog nede i minus 0,2 pct. for en kort bemærkning, tynget af faldet i Novo Nordisk.
- Det kan godt være i forbindelse med optakten til den amerikanske åbning, at Novo falder, forklarer Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire og tilføjer, at der ellers har været stille, hvad selskabsnyt angår, i C25.
HÅRDE ORD FRA ANALYTIKERNE TIL VESTAS
Det blev en hård start på året for Vestas, der mandag dykkede 0,9 pct. til 198,30 kr. på årets første handelsdag oven på en skuffende ordreindgang i fjerde kvartal.
Selv om vindmølleproducenten formåede en ordreregn på årets sidste dag i fjerde kvartal med ordrer på en samlet kapacitet på 1085 megawatt (MW), var det ikke nok til at leve op til ordreindgangen fra 2020. I alt annoncerede Vestas ordrer i fjerde kvartal af 2021 på 2011 MW mod 3818 MW i fjerde kvartal året før.
- Det er 47 pct. lavere end fjerde kvartal sidste år og faktisk det laveste fjerde kvartal for annoncerede ordrer siden 2015. Vi havde set i slutningen af december, at Vestas var langt bagud på ordresiden, og at de næppe nåede de seneste fjerde kvartaler, men markedet er alligevel lidt skuffet over, at der ikke kom flere ordrer ind, siger chefhandler i Danske Bank Mads Zink til MarketWire.
Både Nordea og Jyske Bank har sænket sine estimater til driftsindtjeningen efter ordreindgangen.
Hos Sydbank vurderer aktieanalysechef Jacob Pedersen, at der bør være tale om forsinkelser snarere end varige tab af ordrer, og med en stor ordrebeholdning ved udgangen af 2021 er der fornuftig sigtbarhed for 2022.
- Den svage ordreindgang i fjerde kvartal er naturligvis en skuffelse, men Vestas har med en ordrebeholdning på forventet 21.200 megawatt, ved udgangen af 2021 en fin sigtbarhed på aktivitetsniveauet i 2022. Derfor er det ingen katastrofe, at ordreindgangen forsinkes, skriver Jacob Pedersen i en kommentar.
MÆRSK-REKORD EFTER REKORDHØJT RATEINDEKS
Mærsk, der blev topscorer i C25 i 2021 med en stigning på 72,5 pct., gik mandag frem med 2,8 pct. til rekordkursen 24.100 kr., efter at rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en stribe destinationer verden over, nytårsaftensdag satte rekord med en stigning på 1,8 pct. til 5046,66. På årsbasis steg fragtraterne 81,3 pct.
Flere banker nød mandag godt af kursstigninger. Her er der ifølge Martin Munk tale om en tendens ved starten af det nye år, hvor bankerne stiger mellem 1,5 og 2 pct.
I C25-indekset gavnede det både Danske Bank og Jyske Bank, der steg 1,6 og 2,6 pct. til henholdsvis 114,70 og 345,70 kr.
Imens gik Sydbank frem med 3,2 pct. til 213,40 kr., og Spar Nord vandt 3,6 pct. til 86,60 kr.
ANALYSEHUSENE RETTER TIL
Bang & Olufsen fik skåret sit kursmål hos Carnegie til 41 kr. fra 43 kr., skriver PLX.AI. Anbefalingen er stadig "køb". Aktien i Bang & Olufsen steg 6,4 pct. til 29,68 kr.
Også GN var under analytikernes lup, og det har ifølge PLX.AI fået Nordea til at hæve kursmålet på aktien til 652 kr. fra tidligere 648 kr. Anbefalingen er uændret "køb".
Aktien gik frem med 1,1 pct. til 415,80 kr.
Genmab fik sænket anbefalingen hos Guggenheim til "neutral" fra "køb"
I samme ombæring droppede finanshuset at have kursmål for aktien, viser data fra Bloomberg.
Det seneste kursmål fra 14. december lød på 3087 kr.
Genmab-aktien faldt 1,1 pct. til 2600 kr.
Bioporto blev dagens højdespringer på det danske aktiemarked, løftet af nyheden om at biotekselskabet har forlænget sin forundersøgelse af covid-19-testen, som er baseret på gRAD-platformen, ind i 2022 samt at den også omfatter Omikron-varianten af covid-19.
Det skrev selskabet nytårsaftensdag. Aktien steg 17,8 pct. til 2,91 kr.
.\\˙ MarketWire