Tirsdagens aktier: Banker i top med Novo og medico i den tunge ende
4/1 17:06
Det danske aktiemarked gik tirsdag modsat de øvrige aktiemarkeder i Europa. I den tunge ende af eliteindekset lå blandt andet Ambu, Novo og Coloplast trukket ned af tendensen i Europa og sektorbevægelser. Højt oppe lå bankaktierne, hvilket også var tilfældet ud i Europa, men indekset blev kronet af Pandora.
Eliteindekset endte tirsdag med et fald på 0,9 pct. i indeks 1952,81, mens der på de tre største europæiske markeder på samme tid var plusser på 0,7-1,7 pct. 11 C25-aktier steg, mens de resterende 14 faldt.
DANSKE BANK SOM FAVORITAKTIE
- Banker står nok foran et fornuftigt 2022, hvor høj inflation og stigende renter bliver et hovedtema til gavn for banksektoren, vurderer senioraktiehandler i Jyske Bank Martin Munk over for MarketWire.
Hos Handelsbanken lyder det, at kombinationen af en fortsat bedring i makroøkonomien, udsigten til færre hensættelser samt stigende renter gør, at fremtidsudsigterne for bankerne ser særdeles gunstige ud.
Af de større nordiske banker er Danske Bank favoritaktien og den steg 3,1 pct. til 118,20 kr. Handelsbanken anbefaler køb og har et kursmål på 155 kr.
Jyske Bank steg 2,6 pct. til 354,70 kr. Uden for indekset steg Nordea 1,9 pct. til 82,42 kr. og Sydbank 1,6 pct. til 216,80 kr.
Ude i Europa var banksektoren den gruppe, der havde det bedst i det 600 aktie store Stoxx 600-indeks.
NORDEA SER POSITIVT PÅ PANDORA
Helt i toppen endte Pandora med en stigning på 4,1 pct. til 844,20 kr.
- Jeg tror, der spekuleres i en opjustering fra smykkekoncernens side, siger Martin Munk.
Pandora ventes at aflægge årsregnskab for 2021 den 9. februar. Smykkekoncernen opjusterede sine forventninger flere gange sidste år - senest den 1. november. De seneste to år har Pandora opjusteret forventningerne i starten af januar. Sidste år kom meddelelsen 11. januar, og i 2020 kom meldingen 6. januar.
Hos Nordea er man overbevist om, at Pandora vil overgå sin egen indtjeningsprognose i forbindelse med regnskabet for 2021. Det skriver PLX.AI.
NOVO ENDTE I DEN TUNGE
Novo Nordisk, der er kommet skidt fra start i det nye år, endte i den nederste femtedel af indeksets 25 aktier med et fald på 3,0 pct. til 691,40 kr. efter et fald mandag på 3,1 pct. Andre medicoaktier som Ambu, Bavarian og Coloplast lå også i den tunge ende.
- Vi følger sektorbevægelserne fra Europa og med indekstunge Novo i den tunge ende, kan vi ikke stige på indeksniveau, siger Martin Munk.
Ude i Europa var gruppen af medicinalaktier den dårligst performende sektor i det brede Stoxx 600-indeks med et fald på 0,8 pct., i et indeks der fortsatte mandagens rekordtakter med en stigning på 0,7 pct. ved dansk lukketid.
VESTAS STEG
Vestas steg 0,3 pct. til 198,85 kr. Rivalen Nordex er løbet med en stor ordre på 380 megawatt fra det finske energiselskab Fortum, som tidligere ellers lagt flere bestillinger hos den danske mølleproducent.
Aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen ser det, der ligner et nederlag til Vestas, som udtryk for, at Vestas' konkurrenter stadig ikke har hævet priserne i samme omfang som den danske markedsleder, selv om priserne på en lang række vindmøllekomponenter er steget væsentligt.
- Isoleret set er det negativt, at en konkurrent løber med noget, der godt kunne ligne en Vestas-ordre. Jeg tror ikke, at Vestas står alene med prisforhøjelser, men de er formentlig gået længere end konkurrenterne, hvilket kan flytte lidt markedsandele kortvarigt, og det kan der godt være nogle investorer, der bliver nervøse over, siger han til MarketWire.
.\\˙ MarketWire