Nestlé i største fald siden oktober efter sænket anbefaling
5/1 09:45
Nestlé sendes i bunden af det paneuropæiske aktieindeks Stoxx 600 efter hårde ord og en sænket anbefaling fra Jefferies.
Aktien sendes onsdag morgen ned med 2,3 pct. til 126,48 schweizerfranc. Det er det største fald siden oktober, skriver Bloomberg News.
Jefferies ser i regnskabsåret 2022 faldende marginer og har på det grundlag sænket anbefalingen for aktien til "underperform" fra "hold".
Analytiker Martin Deboo vurderer, at væksten i 2021 primært har været drevet af dyrefoder og kaffe, der har været i høj kurs under nedlukningerne. I 2022 venter Jefferies en normalisering for Nestlé med en intern vækst på 1 pct. og en organisk salgsvækst på 3,8 pct.
Foruden den sænkede anbefaling er kursmålet skåret til 110 schweizerfranc fra 118,50 schweizerfranc.
.\\˙ MarketWire