Aktier/middag: Vestas reducerer stigning i C25
5/1 11:43
Mens Ambu udbygger revanchen efter hårde kurshug tirsdag, er Vestas i løbet af formiddagen dykket dybere i C25, og dermed presses en indledende stigning på 0,4 pct. ved middagstid onsdag ned til et plus på 0,3 pct. til 1957,72.
Generelt er der tale om et marked uden store forskelle fra de vilkår, der prægede tirsdagens handel, mener chefaktiehandler i Danske Bank Mads Zink.
- Underliggende sker der ikke så meget. Det er lidt de samme ting, som driver markedet. Vi ser, at renterne kører lidt op, så man har været positiv på banker fra årets start, og man frygter lidt mindre omikron, end man gjorde for en måneds tid siden. Og det skal få markedet lidt op, konstaterer han.
Ambu ligger ved middagstid 3,7 pct. højere i 168,95 kr. efter en indledende stigning på 1,8 pct. i de første handler, mens Vestas taber 1,9 pct. til 195,15 kr. efter et indledende fald på 0,7 pct. Og det sker for begge aktier uden konkrete selskabsspecifikke nyheder.
- Ambu kom godt ned i går, så den "rebounder" lidt efter en hård dag på børsen. Og i går var den faktisk oppe i 183 kr., noterer chefaktiehandleren.
NATURLIGT FALD I VESTAS
- Vestas rykker lidt frem og tilbage. Man kan undre sig lidt over, at den klarede sig så godt i årets start, selv om de ikke fik alle de ordrer, man havde håbet på i fjerde kvartal. Så det er nok meget naturligt, at den falder tilbage nu, mener Mads Zink.
Renteudviklingen bidrager til at sende bankaktier i Danske Bank og Jyske Bank mod toppen af C25., forklarer Mads Zink. Danske Bank stiger 3,1 pct. til 121,85 kr. og Jyske Bank løftes 2,3 pct. til 362,80 kr.
- Spar Nord ligger også pænt - over 3 pct. - højere. Man alle europæiske banker ligger fint, bemærker Mads Zink.
FARMA LIGGER TUNGT
Omvendt har medicinalaktierne det mindre komfortabelt i dagens europæiske marked, hvor sektoren ligger blandt de ringest præsterende. I den danske aktiehandel taber indekstunge Novo 0,2 pct. til 690,30 kr. og Lundbeck falder 0,2 pct. til 166,80 kr.
- Det er ikke lige nu, man går ind i defensive sektorer som farma. Der er andre sektorer, som måske får bedre fordele, hvis vi kommer hurtigt ud af omikron, man går ind i, mener Mads Zink.
Uden for eliteindekset er der positivt spot på Topdanmark efter analysenyt fra Nordea, som har hævet kursmålet for forsikringskoncernens aktie til 450 kr. fra 400 kr. og gentaget anbefalingen "køb".
Topdanmark-aktien stiger 3,3 pct. til 383,80 kr.
Nordea har også kigget på aktien i Chr. Hansen, hvilket har ført til en lille justering af kursmålet til 610 kr. fra tidligere 600 kr. Købsanbefalingen bliver gentaget, fremgår det fremgår af Bloomberg News.
Chr. Hansen stiger 1,2 pct. til 631,20 kr.