ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligationer/tendens: Onsdagens Fed-referat kan sende renten op

6/1 06:55

Onsdagens offentliggørelse af referatet fra seneste møde i en høgeagtig rentekomité hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kan fra åbningen sende den danske rente i vejret.

Federal Open Market Committees (FOMC's) medlemmer ser nemlig mulighed for, at renterne i USA skal øges tidligere eller i et højere tempo, end det tidligere har været vurderingen.

Det var konklusionen i referatet af det seneste FOMC-møde - den 14. og 15. december - som blev offentliggjort onsdag aften dansk tid.

Det sendte den toneangivende tiårige amerikanske rente op med 5 basispoint til 1,70 pct., og hen over natten er tendens fortsat på markedet i Tokyo, hvor den tiårige rente er steget yderligere til 1,73 pct. - 7 basispoint højere end ved dansk markedslukning onsdag kl. 17.

Det kan presse den tiårige danske rente i vejret fra åbningen, efter at den onsdag lukkede i 0,08 pct. på en dag med mange, men små udsving.

Der er en række nøgletal på tapetet torsdag, der er værd at notere sig. Fra morgenstunden kommer der tal fra den tyske ordreindgang for november, der måneden forinden viste et større fald en ventet.

Derfor venter Mathias Dollerup Sproegel, der er makroøkonom i Sydbank, at ordreindgangen går frem i november - skulle det dog ikke være tilfældet, kan det presse renterne en kende ned, vurderer han.

Ud på eftermiddagen kommer der også det amerikanske ISM-indeks for servicesektoren i december, der ligeledes er værd at holde øje med, når det bliver offentliggjort kl. 16.

- I tirsdags faldt indekset for industrien uventet meget til 58,7. Vi vil selvfølgelig holde øje med, om tendensen går igen i servicesektoren. Humøret i servicesektoren er dog tårnhøjt og ser fortsat ud til at leve højt på genåbningseffekter, skriver Mathias Dollerup Sproegel i en morgenkommentar.

Derudover kommer der kl. 14.30 tal for nytilmeldte ledige i USA, hvor ansøgningerne om understøttelse de seneste uger har danset omkring de laveste niveauer i 50 år.

.\\˙ MarketWire