ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

ISS/ABG: Ser en lille god nyhed i Sodexos opdatering

6/1 12:02

Den franske ISS-rival Sodexo kom torsdag morgen med en kvartalsopdatering, som overordnet set af analytiker Laurits Kjærgaard fra ABG Sundal Collier betegnes som "en lille god nyhed" i forhold den danske facility management-virksomhed.

- Sodexo har en organisk vækst på 17,5 pct. i første kvartal, men det skal ses i lyset af, at det i samme kvartal sidste år, hvor selskabet var hårdest ramt af coronapandemien, havde negativ organisk vækst på 22,7 pct. Så det var et let sammenligningsgrundlag, siger Laurits Kjærgaard til MarketWire om den samlede vækst hos det franske firma.

I forhold til niveauet før covid-19 er aktivitetsniveauet hos Sodexo nu oppe på indeks 95 efter udgangen af første regnskabskvartal, som dækker september, oktober og november.

ISS rapporterede i sit seneste regnskab - for tredje kvartal - et aktivitetsniveau allerede på indeks 94, som dækker juli, august og september. Specifikt inden for Food Services lå ISS dog kun på indeks 67, og på det område melder Sodexo i dagens meddelelse om stærk bedring i første regnskabskvartal.

Det skal dog taget med i betragtning, at de to selskaber har forskellig eksponering mod forskellige sektorer.

- Sodexo er mest eksponeret inden for Food Services, og på det område melder de om en rigtig stærk tilbagevending i USA. Man skal dog her huske på, at omkring 50 pct. af Sodexos omsætning er eksponeret over for uddannelsesinstitutioner og også hospitaler, hvor ISS kun har en eksponering på omkring 25 pct. over for de segmenter, siger Laurits Kjærgaard.

Han tilføjer, at ISS derfor er mere eksponeret - end Sodexo - over for, om folk er på deres fysiske arbejdspladser frem for at være hjemmearbejdende.

NYE KONTRAKTER VIRKER

Analytikeren har også bidt mærke i de kommentarer, som Sodexo er kommet med omkring omlægningen af deres kontrakter - til en såkaldt "cost plus model" - hvor kunderne reelt set kommer til at påtage sig mere af risikoen.

Med de nye kontrakter kan serviceudbyderne bedre navigere i et marked med stigende inflation og varierende omfang af leverancer eksempelvis til kantiner, hvor hjemmearbejde får betydning for kontraktomfanget.

- Så man har med modellen lavet det lidt mere til et spotmarked, så man kan navigere sine priser ud fra de daglige eller ugentlige opsving. Det er også noget, ISS har implementeret løbende, men det er den første af de store konkurrenter, som har været ude at vise, at det egentligt har været rimeligt finansielt effektivt, siger Laurits Kjærgaard.

Han vurderer dog, at det er meget på linje med, hvad han har hørt fra ISS i løbet af det forgangne år. Derfor kan han også kun stramme sig op til at betegne dagens Sodexo-melding som en "lille god nyhed".

- De to selskaber er eksponeret forskelligt, men den historie, som ISS har gået rundt og fortalt - og som Sodexo også har gået rundt og fortalt - viser med meldingen fra Sodexo, at det egentligt har været rimeligt effektivt.

- ISS guider dog allerede et omsætningsmomentum i fjerde kvartal relativt til tredje kvartal, som det kommer med regnskab for næste måned, så det er allerede lidt forventet i den guidance de har lagt, at det egentlig bliver en fin afslutning på året, siger Laurits Kjærgaard.

.\\˙ MarketWire