Aktier/Sydbank: Hård kommunikation fra Fed tynger markederne
6/1 15:43
Dagens store udsalg på både obligations- og aktiemarkedet skyldes hårde toner fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, der onsdag efter lukketid offentliggjorde et referat fra rentemødet i december.
Det skriver Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, i en analyse.
Ved rentemødet besluttede Fed at fremskynde slutdatoen for centralbankens aktivopkøb og i samme ombæring øge forventningerne til antallet af renteforhøjelser i 2022 og frem.
- Rent praktisk vil det sige, at man går fra at trykke nye penge til at destruere eksisterende penge. Man trækker simpelthen penge ud af økonomien. Den manøvre vil hive investorerne ud af risikokurven og fungerer derfor direkte modsat af obligationsopkøbene, som har givet stor medvind til nærmest alle aktiver, forklarer Søren Kristensen.
Tonen i referatet kom først bag på investorerne i USA, og senere har chokket sat sig i resten af verden.
Feds tilgang tolkes af Sydbank som værende udtryk for frygt for at reagere for sent på inflationen. Hvis fortalerne for pengepolitiske stramninger får lov til at styre slagets gang, kan det dog i sidste ende bremse det politiske opsving, lyder det.
- Historien viser, at det kan give strid modvind til de finansielle markeder, men altså også til økonomien. Faktisk er det ofte pengepolitiske stramninger, som i sidste ende tager livet af økonomiske opsving, skriver cheføkonomen.
Det er Sydbanks vurdering, at Fed i årets løb vil hæve den ledende rente tre gange, men at det nok ikke bliver i år, at der trækkes penge ud af økonomien.
Meget tyder på, at inflationen i USA er ved at toppe, afslutter Søren Kristensen, der peger på et kraftigt fald i ISM-indekset og tilføjer, at han venter fald i fredagens tal for lønstigninger og ADP-jobrapporten.
.\\˙ MarketWire