Obligationer/tendens: Udsigt til flad start med fokus på jobrapporten
7/1 07:21
Der venter investorerne på obligationsmarkederne en spændende nøgletalsdag, hvor både den amerikanske jobrapport og inflationstal fra eurozonen kan tiltrække sig stor opmærksomhed.
Renterne ventes fredag at åbne omkring torsdagens lukkeniveau måske med en lille pil ned, hvis man bruger den amerikanske T-bond som pejlemærke.
Torsdag fortsatte renten på den toneangivende tiårige T-bond op til 1,72 pct., og det niveau fastholdes fredag morgen på børsen i Tokyo.
Det er 1 basispoint under niveauet, da handlerne i Danmark gik hjem torsdag eftermiddag. Det er samtidig en stigning på 21 basispoint siden nytår.
Katalysatoren for den kraftige rentestigning var i første del af ugen øget risikoappetit på baggrund af reduceret omikron-frygt.
Onsdag aften blev renterne sendt endnu højere efter det høgeagtige referat af det seneste rentemøde hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed.
Torsdag endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation i 0,10 pct. - 2 basispoint over onsdagens lukkeniveau. Det er det højeste niveau siden starten af november.
INFLATIONSTAL FRA EUROZONEN
Inflationen har været på himmelflugt de seneste måneder, hvor en god del er drevet af stigende energipriser.
Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel vurderer, at mere end halvdelen af eurozonens stigninger i forbrugerpriserne på 4,9 pct. i november skal tilskrives de stigende energipriser.
Fredagens foreløbige opgørelse for december ventes ifølge økonomer adspurgt af Bloomberg News at vise et fald til 4,8 pct.
Inflationen ventes ifølge Sydbanks seniorøkonom at være toppet i november, og han venter også fald i december og et accelereret fald i januar.
- Stiger inflationen imod vores forventninger, kan det styrke euroen og presse renterne op, skriver Mathias Dollerup Sproegel.
JOBRAPPORTEN TAGER OPMÆRKSOMHEDEN
Fredag eftermiddag kigger markedsdeltagerne mod USA og den vigtige arbejdsmarkedsrapport for december.
Jobskabelsen ventes ifølge analytikere adspurgt af Bloomberg News at være steget til 447.000 nye jobs fra den skuffende udviking i november på 210.000 nye jobs.
Skuffelsen i november skyldes ifølge seniorøkonomen, at virksomhederne har svært ved at skaffe arbejdskraft, da køen af arbejdsløse bliver kortere og kortere.
Onsdag overraskede jobprapporten fra ADP ved at vise en jobskabelse på mere end 800.000 nye jobs i december.
Måske lurer der derfor også en positiv overraskelse i dagens tal, vurderer seniorøkonomen, der i så fald kan presse renterne op.
.\\˙ MarketWire