ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

C25-indekset er snublende tæt på korrektion

10/1 17:25

Det danske C25-indeks, der råder over de 25 mest handlede aktier, er snublende tæt på en korrektion.

Det er en konsekvens af sidste uges rentesignaler fra USA, vurderer Lars Hytting, chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning.

- Det har taget markedet på sengen, siger han til MarketWire.

Mandag er det danske eliteindeks lukket i 1825,51 efter et fald på 2,3 pct. for dagen.

Det svarer til et samlet fald på 9,7 pct. siden den seneste top og rekord på 2020,69 i november sidste år. En korrektion dækker over et fald på 10 pct.

I sidste uge offentliggjorde den amerikanske centralbank, Federal Reserve, et mødereferat fra det seneste rentemøde, der blev afholdt i december. Og her var signalerne en del anderledes, end hvad der hidtil har været meddelt fra den anden side af Atlanten.

Centralbanken lægger op til at hæve renterne både tidligere og i et hastigere tempo, end det tidligere har været ventet.

- Vi fik et referat, der viste et noget andet billede, end det vi først var orienteret om, og det har overrasket, at Fed så aggressivt vil bekæmpe den stigende inflation, siger Lars Hytting.

Samtidig understreger han, at det dog alt i alt er positivt, at det skal bekæmpes, fordi stigende inflation er "betændt".

- Men det er sjældent dårligt kommunikeret, konstaterer han.

DANSKE AKTIER RAMMES HÅRDT

Når det særligt rammer det danske eliteindeks, hænger det sammen med aktiernes prissætning.

- For det første er de danske aktier dyrt prissat, og så er de ret rentefølsomme, fordi indtjeningen hos nogle af selskaberne ligger ude i fremtiden, siger han.

Undtagelsen kan være banker, der nyder godt af stigende renter, samt de cykliske aktier, der kan få gavn af effekter fra genåbning.

Ifølge Lars Hytting er det dog også værd at bemærke, at faldet i januar kommer efter stigninger i december, hvor der kortvarigt blev holdt en hånd under flere aktier.

- Den stigning bliver nu trukket ud igen, og det ser hårdt ud for nogle enkeltaktier, siger han.

.\\˙ MarketWire