Aktier/åbning: Jyske Bank leder grønt C25 - B&O falder efter regnskab
12/1 09:20
Jyske Bank har onsdag fået en god start på handelsdagen efter løftede kursmål i kølvandet af tirsdagens opjustering.
Generelt er stemningen positiv med en C25-stigning på 0,8 pct. i 1857,68, efter at den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, tirsdag eftermiddag talte markederne op.
- Powell beroligede faktisk markederne til en vis grad, da han diskuterede bekymringerne for markedernes følsomhed over for Feds opstramning. Således roterede investorerne ud af defensive aktier og ind i teknologisektoren og andre cykliske sektorer, skriver Nordea i sin morgenrapport.
Blandt sidepapirerne er Spar Nord fulgt i Jyske Banks fodspor med en opjustering, og Bang & Olufsen falder efter udeblevet opjustering i sit regnskab for andet kvartal.
MÆRSK FÅR FØRSTE KURSMÅL OVER 30.000 KR.
Det amerikanske finanshus JPMorgan har hævet sit kursmål for Mærsk-aktien til 30.355 kr. fra 26.965 kr., og samtidig gentages den positive anbefaling "overvægt".
Tirsdag informerede Mærsk sine kunder om, at rederiet fortsat oplever forstyrrelser i forsyningskæden, og at man kan forvente, at det vil fortsætte noget tid endnu.
B-aktien i Mærsk stiger 1,4 pct. til 23.710 kr.
JPMorgan har også kigget nærmere på transportkollegaen DSV, der har fået skåret kursmålet til 1724 kr. fra 1823 kr. med en fastholdt overvægtsanbefaling.
DSV løftes 0,5 pct. til 1415,50 kr.
JYSKE BANK I C25-TOP EFTER LØFTEDE KURSMÅL
Jyske Bank fortsætter opturen med et plus på 2,7 pct. i 381,50 kr. efter tirsdagens stigning på 3,4 pct.
Jyske Bank har fået løftet sit kursmål af både Danske Markets, Automonous og Carnegie oven på tirsdagens opjustering af forventningerne for 2021.
Danske Markets har løftet sit kursmål til 380 kr. fra 330 kr., Autonomous har hævet sit til 358,16 kr. fra 319,34 kr., og Carnegie har lagt 65 kr. oven i sit kursmål, så det nu er på 390 kr.
Danske Markets og Carnegie anbefaler fortsat "hold", og Autonomous anbefaler fortsat "underperform".
SPAR NORD OPJUSTERER 2021-PROGNOSEN FOR FJERDE GANG
Spar Nord har onsdag morgen opjusteret sine forventninger til 2021 for fjerde gang og er kommet med en prognose for 2022.
I 2021 ser banken nu en basisindtjening før nedskrivninger på cirka 1580 mio. kr. mod tidligere ventet 1475-1575 mio. kr.
I det nye regnskabsår venter banken en basisindtjening før nedskrivninger mellem 1300 og 1600 mio. kr.
Spar Nord løftes 2,0 pct. i 91,90 kr.
B&O FASTHOLDER FORVENTNINGERNE
Bang & Olufsen har fastholdt sine prognoser, efter at elektronikkoncernen i andet kvartal leverede en omsætningsvækst på 15 pct., mens EBIT-indtjeningen før særlige poster blev fastholdt på 28 mio. kr.
Selskabet skriver, at det i kvartalet fortsat var ramt af udfordringerne relateret til de globale forsyningskæder, som påvirkede tilgængeligheden af produkter og medførte højere produktionsomkostninger i kvartalet.
- Investorerne havde formentlig håbet på en opjustering – den udeblev, skriver Nordnets investeringsøkonom Per Hansen.
B&O åbner med et fald på 4,6 pct. i 26,56 kr.
ANALYTIKERNYT TIL FORSIKRING OG PANDORA
Storbanken HSBC har set nærmere på forsikringsaktierne og i den forbindelse sænket sin anbefaling af Trygs aktie til "hold" fra "køb". Kursmålet er stadig på 175 kr.
HSBC har også kigget rivalen Topdanmark efter i sømmene, og her er kursmålet blevet hævet til 365 kr. fra 350 kr., og her holdes der fast i "hold"-anbefalingen.
Tryg falder 0,8 pct. til 162,95 kr., og Topdanmark stiger 0,3 pct. til 381,60 kr.
Analytikerne hos amerikanske JPMorgan har trods Pandoras opjustering mandag skruet lidt ned for sit kursmål for aktien.
Ifølge Bloomberg News er kursmålet hos JPMorgan sænket til 940 kr. fra 978 kr., mens anbefalingen "neutral" fastholdes.
Goldman Sachs er gået i den anden retning og har hævet sit kursmål til 970 kr. fra 940 kr. Også her er anbefalingen fortsat "neutral", viser Bloomberg News.
Pandora-aktien startede tirsdag med en solid stigning på mere end 6 pct., men ved lukketid var fremgangen bare 1,4 pct. Onsdag stiger aktien 0,2 pct. til 784,40 kr.
.\\˙ MarketWire