Væksthop skubber den norske krone højere
12/1 11:09
Norges økonomiske vækst accelererede mere end ventet i november og medvirker til en styrkelse af landets krone og spekulationer om kommende renteforhøjelser.
Ved 10.45-tiden onsdag går der 0,7489 kr. på en norsk mod 0,7433 kr. tirsdag eftermiddag ved 17-tiden. Den norske krone er dermed på sit højeste niveau i otte uger over for den danske kr.
Nøgletal viste onsdag morgen, at Norges økonomi voksede med 0,7 pct. på månedsbasis i november mod 0,0 pct. oktober. Økonomer havde ifølge Bloomberg News blot ventet en vækst på 0,5 pct.
- BNP-rapporten peger sammen med den tårnhøje inflation for december mod en renteforhøjelse på rentemødet i marts, konstaterer seniorøkonom i Sydbank Kim Blindbæk i en kommentar til tallene.
Han peger på, at inflationen i december landede på 5,3 pct.
Efter fremgangen i november er den norske økonomi desuden godt 3 pct. større, end før coronakrisen ramte.
Foreløbigt regner Sydbank dog med, at Norges Bank ser tiden lidt an, inden den sætter ind med en række stramninger.
- Norges Bank offentliggør i næste uge en rentebeslutning, hvor vi venter en uændret styringsrente på 0,5 procent. Vi forventer dog, at Norges Bank vil signalere en renteforhøjelse på rentemødet i marts. Vi venter i alt 3-4 renteforhøjelser fra Norges Bank i år.
Ud over væksttal og renteforventninger nyder den norske krone ifølge Sydbank også godt af onsdagens øgede risikoappetit på aktiemarkederne og en lille stigning i olieprisen.
.\\˙ MarketWire