ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Mærsk falder tungt - igen- på grøn dag

17/1 11:34

Trods pæne fald til Mærsk-aktierne ligger eliteindekset i plus mandag middag trukket frem af Ørsted i toppen med FLS, Bavarian og Pandora - samt det faktum, at størstedelen af aktierne i eliteindekset ligger i plus.

Udover Bavarian kommer flere af de forslåede medicinal- og medicoaktier lidt igen, og samlet set stiger C25-indekset ved middagstid 0,4 pct. til 1822,34.

- De aktier, der har været inde i en hård periode kommer lidt igen i dag. Vi ser lidt comeback til udsatte Ørsted, Vestas , Novo og Genmab, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i Artha Kapitalforvaltning.

- Samtidig er der lidt stille i dag, da der er lukket i USA. Så der kigges frem mod regnskabsstormen de kommende dage, siger han.

Ørsted ligger i toppen af C25 med et plus på 2,2 pct. til 740,40 kr.

Dermed kommer eliteindekset en anelse igen efter den korrektion, som eliteindekset officielt trådte ind i fredag, da det faldt med 2,3 pct. og dermed øgede det samlede tab siden den seneste top i december til 10,2 pct.

MÆRSK FÅR ANALYTIKERKLAPS

Nordea har ifølge PLA.AI sænket sin anbefaling af Mærsk til "hold" fra "køb". Danske Bank har også sænket anbefalingen her til "sælg" fra "hold", oplyser Artha Kapitalforvaltnings morgenbrev.

Mærsks B-aktie falder på den baggrund med 4,4 pct. til 21.140 kr. efter fredagens dyk på 4,4 pct. A-aktien falder med 4,5 pct. til 22.640 kr.

- Når to af de største - både Nordea og Danske Bank - er ude, så er det fuld forståeligt, at aktierne falder tilbage. Mærsk har performet rigtigt godt - så der er lidt genvinsthjemtagning, siger Lars Hytting og fortsætter:

- Med de to dages fald passer: Højt at flyve, dybt at falde godt til Mærsk i dag.

Modsat har GN fået anbefalingen sat op til "køb" fra "hold" af Jyske Bank, der vurderer, at aktien med et kursfald på 30 pct. siden toppen i juli har bragt prissætningen ned i et attraktivt niveau relativt til rivalerne.

GN stiger 0,6 pct. til 392,10 kr.

NOVO LUKKER RETSTVIST MED "GRATIS" FORLIG

Novo Nordisk kunne sent fredag sætte punktum for en retssag fra 2019, hvor medicinalselskabet var anklaget for at have givet misledende information om insulinsalget i USA.

En række investorer mente, at selskabet var for længe om at kommunikere klart om det prispres på insulin, der prægede markedet - og hvad de fremtidige konsekvenser for salget ville være.

Det krævede de i første omgang 11,8 mia. kr. i kompensation for som følge af tab på aktier.

Med forliget skal Novo hverken indrømme ansvar eller forseelser - og selskabet skal blot betale sin egen del af sagsomkostningerne.

Novo-aktien stiger mandag middag med 1,3 pct. til 632,80 kr.

PANDORA OG COLOPLAST FÅR LØFTEDE ANBEFALINGER

Pandora har fået løftet sin anbefaling hos svenske SEB til "hold" fra "sælg", og kursmålet er samtidig også skruet op til 800 kr. fra 630 kr. Aktien stiger 1,1 pct. til 770,80 kr.

Også medicoselskabet Coloplast kan glæde sig over en løftet anbefaling - ligeledes til "hold" fra "sælg". I Coloplasts tilfælde er det finanshuset Morningstar, der står bag ændringen, fremgår det mandag af data fra Bloomberg News.

Coloplast-aktien stiger 1 pct. til 1002 kr.

MAERSK DRILLING FÅR NORSK OK TIL NOBLE-FUSION

Borerigselskabet Maersk Drilling har fået godkendt fusionen med amerikanske Noble af de norske konkurrencemyndigheder, Konkurransetilsynet. Samtidig har Drilling justeret en kontrakt med Aker BP, der skal have byttet en borerig ud og samtidig har forlænget kontraktens varighed.

Samlet betyder det en forøgelse af kontraktværdien på 29 mio. dollar, oplyser Maersk Drilling, hvis aktiekurs øges med 1,1 pct. til 269 kr.

CBRAIN OPJUSTERER

Cbrain har endnu en gang forventningerne til 2021. Softwareselskabet venter nu en indtjening før skat på "over" 21 pct. af omsætningen mod en tidligere forventning på 15-19 pct.

- Cbrain glæder sig over en rigtig god slutspurt i regnskabsåret 2021, skriver Cbrain mandag morgen.

Den gode slutspurt var også baggrunden for, at selskabet den 30. december opjusterede forventningerne til omsætningsvæksten til "over" 27 pct. fra 23-25 pct.

Aktien falder 1,6 pct. til 221 kr.

.\\˙ MarketWire