Investorer flokkes på auktion over statens nye grønne obligation
19/1 10:56
Interessen for at få fingrene i statens nye grønne obligation var stor ved den første auktion i Danmarkshistorien over den type papir.
Auktionen over Danske Stat 2031 G - G står for grøn - endte med, at der blev solgt obligationer for lige over 5 mia. kr. til en afregningspris, der indebærer en rente på 0,14 pct.
Det er 5 basispoint, eller 0,05 pct.point, under renten på den tilsvarende tiårige toneangivende statsobligation.
- Det hænger sammen med, at efterspørgslen generelt overstiger udbuddet. Det er nemlig både pensionskasser og et stadigt stigende antal af grønne fonde, der gerne vil have grønne obligationer. Samtidig er der kun udsigt til, at der bliver solgt grønne obligationer for i omegnen af 10-12 mia. kroner hele året, skriver cheføkonom i Sydbank Søren Kristensen i en kommentar.
Ved auktionen blev der ellers afgivet bud på grønne statsobligationer for sammenlagt 23,54 mia. kr., eller mere end fire gange så meget, som der blev solgt på auktionen.
- Det må give smil på læben hos finansminister Wammen. Investorerne sender nemlig et klokkeklart signal om, at han og resten af regeringen godt kan komme i gang med at søsætte grønne initiativer. Investorerne vil nemlig hjertens gerne komme med pengene. Også selv om det koster lidt på afkastet, skriver Søren Kristensen.
.\\˙ MarketWire