Eurozonen/økonomer: PMI-målinger vidner stadig om fremgang
24/1 11:21
Aktiviteten er aftaget i servicesektoren, men det går fortsat fremad for store dele af erhvervslivet i eurozonen trods restriktioner og diverse nedlukninger. Samtidig er der fremgang at spore i Tyskland.
Det konstaterer flere økonomer på baggrund af mandagens PMI-målinger fra eurozonen og Tyskland.
- Erhvervstilliden i eurozonen kan bedst beskrives som lunken i øjeblikket. I de seneste fem ud af seks måneder er erhvervstilliden faldet i euroområdet, og den køligere tillid skal ses i sammenhæng med, at vinterens høje coronasmitte og -restriktioner har bredt sig på tværs af Europa og bider i de europæiske økonomier, skriver økonom i Arbejdernes Landsbank Lisette Rosenbeck Christensen.
Men selv om PMI-barometeret over indkøbschefernes tillid i euroområdet faldt i januar, lå det fortsat en bid over det neutrale niveau på 50, der er skillelinjen mellem fremgang og tilbagegang.
Og dermed kan Europa også være et skridt nærmere en strammere pengepolitik, mener Sydbank.
- Økonomisk fremgang til trods for restriktioner kombineret med en høj inflation taler for, at også Den Europæiske Centralbank (ECB) vil bevæge sig i retning af en strammere pengepolitik. Indtil videre vil de pengepolitiske stramninger i eurozonen være mere beherskede end i USA. Investorerne vil dog have stort fokus på næste uges rentemøde i ECB, skriver seniorøkonom i Sydbank Mathias Dollerup Sprogel.
PMI-målingen for industrisektoren i eurozonen overraskede positivt, da den steg til 59,0 fra 58,0 i december, mens økonomerne havde ventet et fald til 57,5.
For servicesektoren faldt PMI'en til 51,2 fra 53,1 måneden før. Der var ifølge Bloomberg News ventet et fald til 52,0.
I Tyskland steg PMI for fremstillingsindustrien til 60,5 i januar fra 57,4 i december, hvilket kom bag på økonomer, der havde ventet et dyk til 57,0.
Også PMI-målingen for servicesektoren var langt bedre end ventet. Den steg til 52,2 fra 48,7 i december. Økonomer havde ventet et fald til 48,0.
.\\˙ MarketWire