Asien: Massive kursfald bader hele regionen i rødt
25/1 06:32
De asiatiske aktier og amerikanske futures dykker markant tirsdag oven på gårsdagens tumultagtige handelssession på Wall Street. Investorernes nerver sidder uden på trøjen mens fokus samler sig om situationen i Ukraine og den amerikanske centralbanks, Federal Reserve, kommende skridt mod en strammere pengepolitik.
- De asiatiske markeder bliver trukket ned af bekymringer om fremrykkede amerikanske renteforhøjelser, tiltagende spændinger over Ukraine, stigende inflation og højere oliepriser, siger seniorøkonom Carlos Casanova fra UBP i Hongkong ifølge Reuters.
MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavsområdet uden for Japan falder 1,2 pct.
Sideløbende indikerer futures på de store aktieindeks kursfald på 0,8-1,6 pct., når markedet åbner senere på dagen i New York.
I Tokyo bliver de globle kursfald fulgt op og forstærket af en stærk japansk yen.
- Japanske aktier starter med salgsordrer på grund af bekymringer over Ukraine og med en vent-og-se-attitude, der ventes at vokse senere forud for Federal Reserve, noterer analytikere ifølge AFP.
Nikkei 225-indekset falder 2,1 pct., og det brede Topix-indeks dropper 2,0 pct.
De kinesiske markeder er en anelse mindre pessimistiske. Shanghai Composite og CSI 300 falder henholdsvis 1,1 pct. og 0,8 pct., og Hang Seng-indekset på børsen i Hongkong falder 1,2 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | -2,1 |
Topix | -2,0 |
Hongkongs Hang Seng | -1,2 |
China Shanghai Composite | -1,1 |
China CSI 300 | -0,8 |
Taiwan Taiex | -1,7 |
Sydkoreas Kospi | -3,1 |
Indiens BSE Sensex | -0,3 |
Singapores STI | -1,2 |
Sydney ASX 200 | -2,7 |
Indeksværdi klokken 5.05.
.\\˙ MarketWire