Netcompany/CEO: Svag vækst skyldes omikron og tidlig juleferie
25/1 09:29
Netcompany nåede ikke helt i mål med den organiske vækst i 2021, og det skyldes manglende arbejdsdage på grund af omikron igangsatte en tidlig juleferie.
Det fortæller Netcompanys administrerende direktør, André Rogaczewski, til MarketWire efter regnskabet for fjerde kvartal 2021.
Netcompany landede i 2021 en organisk vækst på 17,9 pct., hvilket er under it-selskabets egen prognose på 18-20 pct. Det er også under analytikerkonsensus indsamlet af Netcompany på 18,8 pct.
- Det skyldes en til to arbejdsdage på grund af tidlig juleferie på grund af omikron i december. Det er lidt svært at gøre noget ved, når det rammer så sent på året, som det gør, siger Netcompanys topchef.
Generelt er topchefen dog tilfreds med udviklingen i 2021, hvor Netcompany har øget medarbejderstaben med 1300 i det oprindelige Netcompany samtidig med, at selskabet også har fået 2700 nye medarbejdere i forbindelse med opkøbet af Intrasoft.
- Vi har fået nogle flotte store kunder. Vi har leveret sindssygt mange projekter til tiden. Der er ikke mange ting, der faktisk ikke er gået, som de skulle i 2021, udtaler André Rogaczewski.
Han erkender dog, at det har været svært at navigere i perioden under pandemien, men at han er stolt over stort set at være kommet i mål.
- Det har været svært at navigere. Vi ved ikke hvor verden er på vej hen og vi er hele tiden påvirket af globale tendenser og pandemi. Når vi så kommer i mål, som vi gør på næsten decimalen, siger topchefen.
2022 BLIVER ET ÅR MED HISTORISK HØJ VÆKST
Netcompany venter, at omsætningen vil vokse med 48-56 pct. i indeværende år med en EBITA-margin på mere end 20 pct.
- Vi kigger ind i et 2022, hvor Netcompany får en historisk vækst igen, siger en stolt topchef.
Den organiske vækst ventes i 2022 at blive på 13-18 pct., hvor midtpunktet i 15,5 pct. ligger under udviklingen i 2021 på 17,9 pct.
.\\˙ MarketWire