Netcompany/Sydbank: Skuffende årsregnskab - ser vækst i fremtiden
26/1 07:37
Netcompanys årsregnskab bød tirsdag på skuffende læsning, efter at genindførte restriktioner i december som følge af covid-19 samt en ressourcefordeling mellem selskabets driftsenheder satte sig på den organiske vækst og indtjeningen.
Sådan lyder vurderingen fra aktieanalytiker i Sydbank Per Fogh, der dækker it-aktien, i et notat.
Netcompanys organiske vækst var i fjerde kvartal negativt påvirket af en kraftig smittespredning fra omikron-varianten. Det resulterede i en organisk vækst på 12,1 pct. mod de 17,2 pct., som Sydbank havde udset sig.
Også ferieafvikling som følge af udskudte feriedage satte sig på ressourcerne i kvartalet.
Ligeledes var driftsindtjeningen før afskrivninger, EBITA, noget lavere, end der var ventet ifølge konsensusestimater og af Per Fogh.
Stigende omkostninger som følge af integrationen af Intrasoft samt en normalisering af omkostningerne til niveauet før covid-19 foruden covid-19-effekter resulterede i kvartalet til et justeret EBITA-resultat på 210,3 mio. kr. mod konsensus på 245,5 mio. kr.
Ifølge Sydbanks beregninger blev Netcompanys resultat tynget med 2 pct. af effekter fra covid-19.
I regnskabet har Netcompany sat tal på forventningerne til 2022, hvor der ventes en organisk vækst på 13-18 pct. og en driftsmargin før af- og nedskrivninger, EBITDA, på "over 20 pct."
- Vækstprognosen er efter vores vurdering skuffende, men vi noterer os også, at nedlukning af ikke-kerneydelser i Storbritannien og Danmark rammer vækstprognosen negativt med cirka 3 pct.point, skriver Per Fogh i analysen.
I Danmark, Norge og Storbritannien var der fortsat høj vækst i fjerde kvartal, selv om aktivitetsniveauet faldt herhjemme en smule sammenlignet med sidste år. Langt mere kritisk ser det ud i Holland, hvor Netcompany gik tilbage med 26,3 pct. som følge af langstrakte forhandlinger med regeringen.
Sydbank fastholder anbefalingen "køb" på it-aktien trods den skuffende afslutning på året. Årets udfordringer er ifølge Per Fogh af midlertidig karakter, og der spås således gode vækst- og indtjeningsmuligheder for it-selskabet, når blandt andet restriktionerne i forbindelse med covid-19 løftes.
På børsen i København blev Netcompany-aktien tirsdag sendt ned med 15 pct. til 481,40 kr.
.\\˙ MarketWire