ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Valuta: Euro styrkes fra svageste niveau i en måned inden Fed-melding

26/1 13:36

Euro har tabt lidt højde onsdag eftermiddag efter en styrkelse hen over natten. Sammenlignet med niveauet tirsdag eftermiddag trædes dog mest af alt vande på valutamarkedet, der afventer udfaldet af rentemødet i USA.

Her vil markedet holde øje med nye tegn på timingen og hastigheden af centralbankens pengepolitiske stramning såvel som nyt om centralbankens slankning af obligationsbalancen på knap 9000 mia. dollar.

Finansmarkederne har i en periode været præget af frygt for, at banken strammer pengepolitikken hastigt og mere end de tre til fire renteforhøjelser, der allerede er indregnet.

Men centralbanken, Federal Reserve, Fed, vil næppe give yderligere næring til bekymringerne, vurderer Ipek Ozkardeskaya, senioranalytiker hos den schweiziske finanskoncern, Swissquote.

- Det bliver formentlig snart tid til at slappe af for Fed-høgene, da Fed ikke har noget at vinde ved at sende høgeagtige signaler onsdag. At slagte aktiemarkederne vil ikke hjælpe dem med at få styr på inflationen, skriver Ipek Ozkardeskaya i et notat.

Euro koster onsdag eftermiddag 1,1278 dollar, mens en dollar står i 114,18 yen. Tirsdag ved 17-tiden kostede en euro 1,1274 dollar, mens en dollar stod i 113,95 yen.

På markedet for kryptovaluta er der også tegn på, at frygten for, at rentemødet bringer ekstra renteforhøjelser med sig, er på vej ned.

Bitcoin, der har gavn af, at pengene i markedet sidder løst, og at høje renter ikke lokker investorerne til at købe obligationer i stedet, styrkes til 37.852 dollar fra 36.550 dollar tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire