ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Onsdagens aktier: Vestas var med i toppen trods sænket prognose

26/1 17:06

En markant optur afløste onsdag tre børsdage med fald, da investorerne gik på tilbudsjagt og blandt andet løftede Vestas trods en nedjustering.

C25-indekset genvandt 2,1 pct. til 1747,16. Fremgangen fulgte et par ubarmhjertige børsdage fredag og mandag, hvor markedet faldt 2,8 pct. og 3,5 pct.

Mandagens tab var det sjettestørste nogensinde i C25-regi og skyldtes blandt andet uro op til den kommende rentemeddelelse fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, senere i aften.

- Jeg er selv lidt forundret, da jeg egentlig havde troet, at markedet ville være lidt afdæmpet op til rentemødet i Fed. Men når det er sagt, så har vi altså tit oplevet, at Fed har gydet olie på vandene og har skabt ro. Det kan være en tro på det scenarie, der nu løfter markedet, siger aktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk til MarketWire.

Enkelte banker ser dog risiko for væsentligt flere renteforhøjelser i 2022 end de tre til fire rentehop á 0,25 procentpoint, den amerikanske centralbanks beslutningstagere hidtil har signaleret.

STORE STIGNINGER

Onsdag virkede markedet dog alt andet end bekymret.

Bavarian Nordic genvandt 4,4 pct. til 198 kr., men er fortsat faldet over 26 pct. i år. Vestas, der er faldet 12,2 pct. i år, endte som toer i C25 efter en stigning på 5,8 pct. til 175,70 kr. trods en nedjustering.

Fortsatte forstyrrelser i forsyningskæderne på globalt plan forårsager både prisstigninger på materialer og store forsinkelser i projekteksekveringer og driller Vestas.

Det får selskabet til at sænke forventningerne til driftsmarginen (EBIT) før særlige poster, der - baseret på Vestas' foreløbige tal for fjerde kvartal - ender på omtrent 3,0 pct. i 2021, mens de seneste forventninger pegede på omkring 4 pct.

De foreløbige tal bærer dog også et enkelt lyspunkt i form af stigende priser per megawatt (MW), påpeger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, over for MarketWire.

- Al mulig grund til at se positivt på de ordrer, der bliver vundet. Det ser ud til, at Vestas er i gang med at hæve priserne, og at det i hvert fald delvist er lykkedes, siger aktieanalysechefen.

GN LØFTET

Med fremme onsdag var også GN, der fik hævet sit kursmål til 500 kr. fra 460 kr. af Danske Bank. Anbefalingen lyder uændret "køb".

Aktien gik helt til tops i C25 efter en stigning på 5,9 pct. til 395,30 kr.

Der var i det hele taget mange justeringer fra børshusene at forholde sig til onsdag.

Netcompany fik i kølvandet af tirsdagens skuffende årsregnskab skåret sit kursmål til 650 kr. fra 940 kr. af Danske Bank.

Men efter en lidt famlende formiddag kom Netcompany-aktien til hægterne ud på eftermiddagen og lukkede 1,7 pct. højere i 489,80 kr., dog efter et dramatisk dyk på hele 15 pct. tirsdag. Siden årsskiftet er aktien faldet over 30 pct. Jyske Bank ser nu muligheder og har løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold".

Novozymes har tilsvarende fået løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold" hos investeringsbanken Carnegie, der nu sigter efter en børskurs på 525 kr. mod tidligere 510 kr. Aktien steg 1,4 pct. til 460,70 kr., hvilket dog kun rakte til en plads i den tunge halvdel af C25.

DSV blev hævet til "outperform" fra "market perform" af amerikanske Bernstein og steg 3,2 pct. til 1325 kr.

Coloplast blev hævet til "køb" fra "hold" af Jyske Bank, der efter en hård start på året nu vurderer, at tiden er inde til at samle op i aktien. Aktien steg 0,5 pct. til 952 kr., men klarede sig værre end markedet.

Det gjaldt også andre defensive aktier som Novo, der tabte 1,1 pct. til 618,20 kr.

- Det er udtryk for at appetitten på risiko er tilbage, og man tager fat i vækstaktierne og bytter rundt med nogle af de mere defensive aktier, vurderer Martin Munk.

.\\˙ MarketWire