Carlsberg tror på endnu mere skub i forretning efter genåbning - GENT
27/1 06:34
Det glæder Carlsberg, at der fra 1. februar ikke længere skal være restriktioner forbundet med coronavirus i Danmark. For det betyder længere åbningstider på landets barer og natklubber, der igen får lov at sælge alkohol langt ud på natten.
Det står klart, efter regeringen på et pressemøde onsdag har besluttet at ophæve alle restriktioner ved udgangen af måneden.
I hvert fald bliver alle corona-restriktioner for personer i Danmark fortid fra på tirsdag, oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet onsdag aften.
- I dag kan vi sige, at vi bestod, vi er klar til at træde ud af coronaens skygge. Vi siger farvel til restriktioner og goddag til det liv, vi kendte før corona.
- Vi er gennem den kritiske fase, siger statsministeren på pressemødet.
Det kan gavne bryggerierne, hvis kunder har haft forbud mod at sælge alkohol efter klokken 22 siden den seneste nedlukning trådte i kraft 9. december.
- Vi er glade for, at det nu er muligt at fjerne alle restriktioner i Danmark. Covid-19 har haft en stor påvirkning på os alle, ikke mindst vores kunder – restauranterne, værtshusene, natklubberne, festivalerne med flere – men med genåbningen og foråret, der er på vej, tror vi på, at der kommer endnu mere skub i forretningen den kommende tid, når danskerne igen kan samles over en kold øl, lyder det fra Peter Haahr Nielsen, direktør for Carlsberg i Danmark, til MarketWire.
Carlsberg offentliggør årsregnskab 4. februar 2022, hvor selskabet samtidig ventes at løfte sløret for forventningerne til 2022.
.\\˙ MarketWire