USA/Danske Bank: Høj BNP-vækst skal tages med et gran salt
27/1 15:24
Den første opgørelse af den amerikanske BNP-vækst for fjerde kvartal maler et imponerende billede af en økonomi, der buldrer frem. Men der skal dog tages et par forbehold, og mere normale tilstande venter forude.
Sådan lyder det fra Mikael Olai Milhøj, der er chefanalytiker hos Danske Bank, efter torsdagens offentliggørelse. Her voksede den amerikanske økonomi med 6,9 pct. annualiseret sammenlignet med kvartalet forinden.
- Den rene kvartalsvækst i fjerde kvartal var 1,7 pct. Det er til den høje side, i forhold til hvad vi var vant til inden coronakrisen, men det hører med til historien, at den kraftige vækst også delvist var drevet af en genopbygning af virksomhedernes lagre. Betragter man den underliggende vækst, så var den mere på linje med, hvad vi var vant til inden coronakrisen, skriver Mikael Olai Milhøj i en kommentar.
Samtidig giver torsdagens foreløbige opgørelse også det fulde vækstbillede for 2021. Her voksede den amerikanske økonomi med 5,7 pct. - den største stigningstakst siden 1984.
- Den underliggende vækst er dog ikke så høj, da meget af væksten skyldtes, at der kom gang i de økonomiske hjul igen efter coronakrisens spæde start i foråret 2020, skriver Danske Banks chefstrateg, der samtidig pointerer, at der er tale om foreløbige tal, og at de derfor kan blive revideret i den kommende tid.
Mikael Olai Milhøj peger samtidig på, at der kan være udsigt til en mere "normal" vækst fremadrettet.
- Den nemme del af genopretningen er i hvert fald bag os nu, og billedet er mere usikkert herfra. Det mest sandsynlige er dog, at amerikansk økonomi kan fortsætte med at vokse med en underliggende på 1,75-2,25 pct. de kommende år, skriver han.
.\\˙ MarketWire