Aktier/åbning: Netcompany i C25-top og H+H i vejret efter opjustering
28/1 09:23
Store insideropkøb sender fredag morgen aktien i Netcompany til tops i et ellers faldende C25-indeks, mens H+H blandt sidepapirerne stiger kraftigt efter endnu en opjustering af forventningerne til 2021.
Samlet er der en lille overvægt af faldende aktier i C25-indekset, som efter små 10 minutters handel ligger 0,3 pct. lavere i 1755,19.
På forhånd var der også indikeret små fald fra åbningen på de europæiske aktiebørser fredag, selvom et stærkt regnskab fra Apple har løftet de amerikanske aktiefutures og peger på revanche til aktierne i USA fredag efter torsdagens nedtur anført af teknologiaktierne.
De amerikanske aktier endte torsdag i relativt beskedne minusser, men ser man på S&P 500-indekset, dykkede det næsten 2 pct. efter dansk lukketid.
Herhjemme er der fra åbningen positivt spot på Netcompany, efter at selskabets topchef, André Rogaczewski, og driftsdirektør, Claus Jørgensen, hver især har købt aktier i selskabet for 49,9 mio. kr.
Handlerne blev gennemført den 27. januar, fremgik det af en insidermelding fra selskabet torsdag efter børslukketid. Aktien i Netcompany stiger 2,9 pct. til 488,80 kr. Torsdag faldt den 3 pct., hvilket bragte årets nedtur i aktien op på hele 32,5 pct.
SOLID VÆKST HOS H+H
Uden for C25 suser H+H op med 8,3 pct. til 201 kr., efter at selskabet torsdag aften fremlagde foreløbige tal for 2021, der slog porebetonproducentens egne forventninger. Både omsætning og indtjening var på det højeste niveau i selskabets historie.
Det organiske salgsvækst ventes at løbe op i omkring 13 pct. målt i lokal valuta mod tidligere estimeret omkring 11 pct. Samtidig venter H+H et bedre driftsresultat, EBIT, opgjort før særlige poster. Det landede på cirka 405 mio. kr. sidste år mod tidligere estimeret 375-400 mio. kr.
- Jeg er glad for at se en meget stærk udvikling i fjerde kvartal, især i det polske og nordiske marked, der overgik vores oprindelige forventninger til både priser og volumener, siger administrerende direktør Michael Troensegaard Andersen i en børsmeddelelse.
JYSKE BANK FALDER EFTER AVISSKRIVERIER
Tilbage blandt aktierne i C25 falder Jyske Bank 2,5 pct. til 377,80 kr., efter at det er kommet frem, at banken nu tager nu kampen op med forhåndsfavoritterne Nykredit og Spar Nord i spillet om at overtage Svenska Handelsbankens danske aktiviteter. Jyske Bank har hyret den internationale storbank Bank of America som rådgiver, skriver Børsen.
Vestas stiger derimod 0,1 kr. 175,10 kr. Selskabet har ellers fået skåret sit kursmål til 190 kr. fra 205 kr. hos britiske HSBC, der gentager anbefalingen "hold". Det viser data fra Bloomberg.
Fynske Bank, der stiger 1,6 pct. til 125,00 kr., oplyste efter børslukketid torsdag, at resultatet før skat for hele 2021 er landet på cirka 74 mio. kr. Det fremgår af en foreløbig opgørelse af resultatet for fjerde kvartal, der indeholder en præcisering af prognosen og forventninger til 2022.
De senest udmeldte forventninger til 2021 pegede på et resultat før skat på 65-80 mio. kr. sidste år, og resultatet ser dermed ud til at ende i den øvre halvdel af spændet, efter at Fynske Bank opjusterede forventningerne i oktober sidste år.
REGNSKAB FRA NNIT
NNIT er kommet med regnskab for fjerde kvartal 2021 med et nettooverskud på 2 mio. kr. mod 18 mio. kr. i samme periode året før. Aktien falder 1,5 pct. til 103,20 kr.
På baggrund af en positiv udvikling i første halvdel af sit skæve regnskabsår 2021/22 har Chemometec fredag morgen opjusteret forventningerne.
Chemometec venter nu en omsætning på 385-395 mio. kr. mod tidligere 370-380 mio. kr., og forventningerne til driftsresultatet før af- og nedskrivninger, EBITDA, er hævet til intervallet 195-200 mio. kr. fra tidligere ventet 175-180 mio. kr.
Chemometec-aktien stiger 2,5 pct. til 673 kr.
SÆNKET KURSMÅL FOR COLOPLAST
Coloplast har fået sænket sit kursmål til 1080 kr. fra 1180 kr. hos Credit Suisse. Det fremgår af data fra Bloomberg. Anbefalingen er uændret "outperform". Coloplast-aktien falder 0,7 pct. til 934,20 kr.
.\\˙ MarketWire