ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligationer/tendens: Rentefald fra åbning - tysk inflation i fokus

31/1 07:22

Der kan være små rentefald i vente, når det danske obligationsmarked åbner senere mandag morgen. Her vil fokus være på de tyske og spanske inflationstal, inden der onsdag offentliggøres forbrugerpriser for hele eurozonen.

Fredag endte renten på den danske tiårige toneangivende statsobligation i 0,14 pct. Det var 2 basispoint højere end torsdag.

Ugen indledes ganske stille med få nøgletal til at give udslag på finansmarkederne. Fra tysk side er der klokken 14.00 foreløbige tal for forbrugerpriserne i januar, hvor der er ventet et fald i inflationen.

- Den tyske inflation forventes at falde en del i januar, da tyskernes momsændringer under pandemien falder ud af beregningerne. Vi vurderer, at denne teknikalitet i sig selv vil presse inflationen ned med omkring 0,5 pct.point, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i sin morgenkommentar og tilføjer, at et fald i den tyske inflation vil smitte af inflationen i resten af eurozonen.

Han venter, at de tyske forbrugerpriser vil være faldet 0,4 pct. på månedsbasis, mens de i forhold til samme måned året før ventes at være steget 4,6 pct. mod en stigning på 5,3 pct. i december. Et mindre end ventet fald i den tyske inflation kan presse renterne op, vurderer seniorøkonomen.

Spanien kommer med nyt om sine forbrugerpriser klokken 09.00. Her er der på månedsbasis ventet et fald på 1,2 pct., mens der ventes prisstigninger på 5,3 pct. sammenlignet med januar i 2021.

Ugens højdepunkter lander ifølge Mathias Dollerup Sproegel sidst på ugen i form af et rentemødet i Den Europæiske Centralbank, ECB, torsdag samt den amerikanske arbejdsmarkedsrapport fredag.

- Vi venter, at der for tredje måned i træk blev skabt omkring 250.000 nye jobs. Det amerikanske arbejdsmarked bliver lige nu begrænset af knaphed på ledige ressourcer, selv om efterspørgslen efter arbejdskraft er tæt ved historisk høj, fremgår det.

- Fra ECB vil investorerne have svar på, om det stadig er udelukket, at renten hæves i 2022, eller om ECB er på vej mod en kovending, fortsætter seniorøkonomen.

Også den britiske centralbank, Bank of England, holder rentemøde torsdag. Her venter Sydbank et renteløft med 25 basispoint til 0,50 pct.

.\\˙ MarketWire