Össur: Flot fremgang i fjerde kvartal drevet af vækst i EMEA og APAC
1/2 09:07
Össur kom bedre ud af årets sidste kvartal og hele 2021, end det var tilfældet sidste år. Året var særligt kendetegnet af en stærk vækst i regionerne EMEA og APAC og en tocifret vækst i salget af proteser.
Det fremgår af den islandske proteseproducents regnskab for fjerde kvartal og 2021 tirsdag morgen.
Össur gik ud af fjerde kvartal med en omsætning på 187,5 mio. dollar mod 169,6 mio. dollar i samme periode året forinden.
Der blev i kvartalet realiseret en driftsmargin før af- og nedskrivninger på 22 pct., og på bundlinjen var der tale om et overskud på 17,6 mio. dollar. I fjerde kvartal af 2020 var der tale om en EBITDA-margin på 14 pct. og et nettooverskud på 3,7 mio. dollar.
- Resultaterne for fjerde kvartal var solide med særlig stærk vækst i EMEA og APAC. Væksten inden for proteser var stærk i alle regioner, herunder Bionics. Det bekræfter vores tro på, at der fortsat er efterspørgsel efter vores avancerede og innovative teknologiske løsninger, siger Jon Sigurdsson, der er topchef i Össur, i regnskabet.
Regionerne EMEA (Europa, Afrika og Mellemøsten) og APAC (Asien- og Stillehavsområdet) voksede henholdsvis 7 og 12 pct. organisk i fjerde kvartal. Til sammenligning var der blot tale om en organisk vækst på 1 pct. i Nord- og Sydamerika.
For hele året øgede Össur sin omsætning til 718,7 mio. dollar fra 629,5 mio. dollar i 2020. På bundlinjen realiserede proteseproducenten et overskud på 65,7 mio. dollar mod 7,9 mio. dollar sidste år.
Ser man på væksten for hele året, er der tale om en mere jævn fordeling. Der var tale om en organisk vækst i EMEA på 12 pct., APAC øgede 8 pct., og Nord- og Sydamerika voksede 8 pct. i regnskabsåret.
Årsregnskabet bliver det sidste for topchef Jon Sigurdsson, der fratræder sin stilling den 1. april for at gå på pension, siger han i regnskabet. Han bliver afløst af nuværende finansdirektør Sveinn Sölvason.
Össur har valgt ikke at betale udbytte til sine aktionærer i 2021, oplyser selskabet i regnskabet. I stedet vil proteseproducenten sende overskydende kapital til sine aktionærer gennem aktietilbagekøb, lyder det.
- Med fokus på at prioritere investeringer i vækstmuligheder, værdiskabende investeringsmuligheder og opkøb har Össur besluttet at indstille udbyttebetalinger og vil i stedet returnere overskydende kapital til aktionærerne via køb af egne aktier i overensstemmelse med selskabets opdaterede kapitalstruktur og kapitalallokeringspolitik, lyder det i regnskabet.
Össur venter i 2022 en organisk omsætningsvækst på 6-9 pct., og en driftsmargin på EBITDA-niveau før særlig poster på 20-21 pct.
Tabel for Össurs' årsregnskab for 2021:
Mio. USD | Q4 2021 | Q4 2020 | FY 2021 | FY 2020 |
Omsætning | 187,5 | 169,6 | 718,7 | 629,5 |
Bruttoresultat | 120,5 | 109,3 | 455,4 | 391,2 |
EBITDA | 41 | 23,6 | 149 | 93,0 |
EBITDA-margin (pct.) | 22 | 14 | 21 | 15 |
Resultat før skat | 23,5 | 3,7 | 86,6 | 12,7 |
Nettoresultat | 17,6 | 3,9 | 65,7 | 7,9 |
Udbytte pr. aktie (kr.) | - | - | 0 | 0,15 |
Össurs forventninger til 2022:
Pct. | Ved FY 2021 |
Omsætningsvækst (organisk) | 6-9 |
EBITDA-margin f.s.p. | 20-21 |
.\\˙ MarketWire