Sydbank: Disse aktier står til at vinde og tabe ved en normalisering
1/2 09:34

SAS kan ende som den helt store vinder, mens A.P. Møller-Mærsk indtager sidstepladsen. Sådan lyder vurderingen fra Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, som har set på, hvem i C25-indekset der står til at vinde - og tabe - mest på en verden efter corona.
Det sker, efter at de danske myndigheder fra tirsdag har lettet coronarestriktionerne og konstateret covid-19 som værende en ikke-samfundskritisk sygdom.
Analysen er foretaget under forudsætning af, at restriktioner på globalt plan lettes, at forsyningsforstoppelsen forsvinder, samt at råvarepriserne falder noget tilbage som følge af normaliseringen og en højere andel af service-relateret forbrug.
- Vores analyse af hjemlige vindere og tabere ved en normalisering viser ikke overraskende, at flertallet af selskaberne vil drage fordel af en tilbagevenden til normalen i forhold til den aktuelle situation. De fleste selskaber vil også opleve indtjeningsvilkår, der grundlæggende ikke er langt fra, hvad de har været vant til, lyder det i analysen.
Det vurderes, at der inden for nul til to kvartaler vil ske et fald i råvarepriserne, i takt med at verden normaliseres. Herfra ventes der at gå op mod tre kvartaler, inden forsyningsforstoppelsen i det store hele er afviklet.
- Usikkerheden om tempoet i oplukningen og normaliseringen er meget stor, så forvent ikke, at vi rammer plet med denne forudsigelse, lyder forbeholdet i analysen.
MEDVIND TIL SAS OG VESTAS
Nedlukninger og rejserestriktioner har gjort ondt på det skandinaviske luftfartsselskab SAS, der under pandemien har måttet se sine passagertal svinde ind. Der er dog bedring i vente, når restriktionerne lettes, da det vil medføre en stigning i trafikken.
- De fritidsrejsende vender tilbage, men efter en kortvarig opblomstring stabiliserer markedet for forretningsrejser sig formentlig 20-30 pct. under normalen, skriver Jacob Pedersen, der samtidig vurderer, at indtjeningsforholdene fortsat vil være "markant" værre end før covid-19.
En konsekvens af smitteudbruddene med covid-19 har været forstoppelser i forsyningskæderne som følge af blandt andet lukkede kinesiske havne. Det har ført til højere fragtpriser og store forsinkelser.
En mere forudsigelig verden står til at gavne Vestas, der sammen med SAS ligger øverst på aktieanalysechefens liste over vindere.
- De uforudsigelige leveringstider bliver normale igen, og transportomkostningerne falder markant. Råvarepriserne stabiliserer sig på lidt lavere niveauer, lyder forventningen.
Men hvor der er vindere, må der også være tabere. Under coronakrisen har særligt Mærsk og DSV nydt godt af en stor fragtefterspørgsel og et knebent udbud af den. Det har blandt andet været set i rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der i en lang periode uge på uge slog rekord. Rateindekset måler spotprisen på containerfragt fra Shanghai.
Det står til at vende med en tilbagevenden til normalen, skriver Jacob Pedersen i sin analyse, da en aftagende forsyningsforstoppelse vil gøre indhug på spotpriserne.
For Mærsk ventes indtjeningsvilkårene fortsat over niveauet før covid-19, mens det for DSV vil blive "lidt" bedre.
Andre, der står til at gavne af en normalisering, er Pandora, der kan se frem til en højere omsætning og indtjening fra åbne butikker, Carlsberg, der med et genåbnet natteliv kan se frem til et større salg, samt Rockwool, som kan se frem til et fald i råvarepriserne.
.\\˙ MarketWire