ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Tunge omkostninger trækker Danske Bank til bunds

3/2 09:19

Danske Bank og Nordea indtager - uden at imponere - hovedrollerne fra starten af torsdagens danske aktiehandel, efter at de to storbanker har aflagt regnskab for fjerde kvartal.

De bliver begge taget ilde op i et generelt surt marked, hvor C25-indekset efter godt ti minutters handel falder med 0,7 pct. til 1806,75.

Helt i bunden er Danske Bank, der trods et stort løft i overskuddet sidste år fortsat synes trykket af høje omkostninger, der også kaster en skygge over en ellers pæn prognose for 2022.

NORDEA MED OVERSKUD OVER 1 MIA EURO

Nordea var først på pletten torsdag med regnskab for fjerde kvartal og hele 2021.

Banken fik et større og bedre end ventet nettooverskud i fjerde kvartal end i den tilsvarende periode året før. 1017 mio. euro var der på bundlinjen mod et overskud på 725 mio. euro i fjerde kvartal 2020. Analytikere havde ventet 973 mio. euro ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Banken har samtidig sat nye mål for 2025, da målet for 2022 allerede er indfriet. Nu skal omkostningsprocenten lyde på 45-47 pct., og forrentningen af egenkapitalen skal over 13 pct.

I 2022 venter banken en egenkapitalforrentning på over 11 pct. og en omkostningsprocent på 49-50 pct.

Nordea-aktien falder dog alligevel med 1 pct. til 79,04 kr. fra start.

DANSKE BANK TRYKKET AF HØJE OMKOSTNINGER

Danske Bank tjente også flere penge i fjerde kvartal 2021 end i den tilsvarende periode året før. Overskuddet efter skat løb op i 3654 mio. kr. mod 1450 mio. kr. i fjerde kvartal 2020.

Analytikerne havde ventet et overskud i sidste års sidste kvartal på 3504 mio. kr.

Bankens samlede indtægter steg til 11.076 mio. kr., hvilket er en anelse højere end forventningen om indtægter på 10.908 mio. kr.

Omkostningerne i kvartalet endte omvendt på 6753 mio. kr. mod ventede 6410 mio. kr.

Også for 2022 er omkostningerne et ømt punkt. I indeværende år venter Danmarks største bank et nettooverskud på 13-15 mia. kr. og omkostninger på samlet 25 mia. kr.

Den del betegnes af Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker hos Sydbank, som skuffende, men han ser dog overordnet set prognosen som positiv.

Investorerne er ikke helt så imponerede og sender aktien ned med 2,3 pct. til 125,75 kr. i den tidlige handel.

Onsdagens børshelt, Novo Nordisk, har fået løftet kursmålet til 710 kr. fra 650 kr. af Handelsbanken. Anbefalingen er uændret "hold".

Jyske Bank har i øvrigt løftet sin anbefaling af medicinalaktien til "køb" fra "hold" efter onsdagens positive regnskab.

Novo Nordisk falder med 0,8 pct. til 694,80 kr. i torsdagens negative marked efter sit plus på 4,4 pct. onsdag.

ØRSTED FÅR REDUCERET KURSMÅL

Energiselskabet Ørsted fremlagde også regnskab onsdag, og torsdag kan koncernen se på finanshuse reducere deres kursmålene for aktien.

Morgan Stanley har skruet kursmålet ned til 1000 kr. fra tidligere 1200 kr., og Wells Fargo har sænket kursmålet til 1050 kr. fra 1330 kr..

CFRA har sænket kursmålet til 850 kr. fra 1000 kr., og SEB har sænket målet til 900 kr. fra 1175 kr. til. Anbefalingerne er dog fortsat generelt positive.

Men Ørsted stiger med 1,7 pct. til 730,20 kr. og er øverst i C25-indekset tidligt torsdag.

Rederigiganten A.P. Møller-Mærsk får løftet kursmålet for aktien til 32.000 kr. fra 30.000 kr. hos Bank of America. Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb".

B-aktien hos Mærsk stiger med 0,1 pct. til 23.750 kr.

Medicokoncernen Ambu må se sit kursmål reduceret til 125 kr. fra 160 kr. hos Nordea.

Anbefalingen af aktien lyder samtidig fortsat på "sælg". Ambu falder med 1,5 pct. til 143,15 kr.

Sourcing-selskabet Solar fremlægger også regnskab for fjerde kvartal af 2021 i torsdagens løb.

Inden da stiger aktien med 0,3 pct. til 747 kr.

.\\˙ MarketWire