Valuta: Pundet rammer kortvarigt højeste niveau i to år
3/2 15:13
En renteforhøjelse fra Bank of England sendte torsdag pundet op i det højeste niveau i næsten to år, men udviklingen er vendt, efter at også Den Europæiske Centralbank, ECB, har strammet retorikken og ytret bekymring over den høje inflation.
Facit torsdag klokken 14.50 er en eurokurs på 0,8368 pund mod 0,8328 pund onsdag klokken 17. Da pundet var stærkest kort før klokken et, kostede en euro bare 0,8285 pund.
Styrkelsen af pundet kom umiddelbart, efter at Bank of England torsdag hævede renten med 25 basispoint til 0,5 pct. Renteforhøjelsen var i sig selv ventet, men det kom bag på markedet, at det skete med et snævert flertal, og at hele fire og ud ni medlemmer af bankens rentekomité anbefalede en dobbelt så stor renteforhøjelse til 0,75 pct.
- De forhøjede med 25, men var tæt på en renteforhøjelse på 50 basispoint. Vi prøver stadig at fornemme, hvad motivet er for, at Bank of England er så høgeagtig, siger Arun Sai, strateg i Pictet Asset Management, til nyhedsbureauet Dow Jones.
I det store kryds mellem dollar og euro styrkes den fælleseuropæiske valuta til 1,1355 dollar fra 1,1295 dollar onsdag eftermiddag.
Den Europæiske Centralbank, ECB, fastholdt torsdag helt som ventet både indlånsrenten og refinansieringsrenten (refi-renten) på henholdsvis minus 0,5 pct. og 0,0 pct. Men banken er så småt begyndt at sende signaler, som markedet tolker i retning af, at renten kan blive hævet senere i år.
På det efterfølgende pressemøde har centralbankchef, Christine Lagarde, således ikke lagt skjul på, at den høje inflation skaber bekymring blandt rådsmedlemmerne. Hun siger desuden, at de høje energipriser fortsat er den primære årsag til det forhøjede inflationsniveau, men også at prisstigningerne har spredt sig til andre dele af økonomien.
.\\˙ MarketWire