Obligationer/tendens: Markant højere renter holder ved før jobrapport
4/2 07:15
De danske statsrenter steg kraftigt torsdag i kølvandet på kommentarerne fra Den Europæiske Centralbank (ECB) og dennes chef, Christine Lagarde.
Og de noget højere renter ventes at holde ved fra starten af fredagens handel, hvor investorerne kigger frem mod endnu en stor begivenhed - den officielle arbejdsmarkedsrapport for januar fra USA.
Torsdag steg renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme med 11 basispoint til 0,36 pct., efter at Christine Lagarde på et pressemøde efter ECB's rentebeslutning udtrykte bekymring over den massive inflation, der præger økonomien i Europa lige nu, og som ifølge centralbankchefen ikke bare sådan går i sig selv.
Det har fået investorerne til at indregne en vis sandsynlighed for, at ECB kan finde på at hæve renten allerede i år - et træk, som Lagarde ellers i slutningen af sidste år så som "højest udsandsynligt". Men også den formulering var væk, da centralbankchefen torsdag talte.
Den tiårige danske rente blev dermed sendt op på sit højeste niveau siden 2018.
Fredagens absolutte højdepunkt er den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for januar, der præsenteres klokken 14.30 dansk tid.
Den kan være med til at bære yderligere ved til bålet i forhold til den høgeagtige stemning, som i den grad også præger den amerikanske centralbank, Federal Reserve, som er på vej til at hæve renten adskillige gange i år for at bekæmpe inflationen, hvis man skal tro konsensus blandt økonomerne.
Og forventningerne til jobrapporten indikerer også et allerede stramt arbejdsmarked. Der ventes således "kun" en jobskabelse uden for landbruget på 125.000 mod små 200.000 i december, fordi der simpelt hen ikke er så meget arbejdskraft at hente.
Samtidig ventes arbejdsløsheden at forblive på 3,9 pct., og timelønningerne ses stige med hele 5,2 pct. på årsbasis.
Inden de vigtige amerikanske tal venter der sidst på formiddagen en statistik over detailsalget i eurozonen i december, og allerede klokken 8 er der tal for fabriksordrerne i Tyskland i december.
.\\˙ MarketWire