Schouw & Co. opjusterer 2021-forventning og giver forventning for i år
4/2 13:35
Schouw & Co. opjusterer forventningerne til koncernens omsætning og til driftsresultatet, EBITDA, for 2021.
Det sker på baggrund af foreløbige og ureviderede resultatopgørelser fra koncernens virksomheder.
Samlet ventes koncernens omsætning i 2021 at udgøre 24,2 mia. kr. mod senest ventet cirka 23,7 mia. kr., mens koncernens resultat ventes at blive et driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 2207 mio. kr. mod et senest ventet interval på 2095-2205 mio. kr.
Virksomhederne GPV, Hydraspecma og Borg Automotive har i fjerde kvartal håndteret udfordringerne med volatile markeder og usikre forsyningskæder bedre end ventet, oplyser selskabet.
- Derfor præsterer de højere end de hidtil udmeldte forventninger, skriver Schouw & Co.
De tre øvrige virksomheder - Biomar, Fibertex Personal Care og Fibertex Nonwovens - har alle realiseret resultat inden for de senest udmeldte forventninger.
VENTER FORTSAT HØJ AKTIVITET I 2022
Schouw & Co. venter at fastholde det høje aktivitetsniveau, og på den baggrund venter koncernen i 2022 at realisere en omsætning i størrelsesordenen 25,5-27,5 mia. kr. med et EBITDA i intervallet 2.150-2.400 mio. kr.
- Koncernens omsætning kan dog som altid blive påvirket ganske meget af ændrede råvarepriser og valutakurser uden nødvendigvis nogen større resultateffekt, påpeges det i meddelelsen.
Det endelige regnskab ventes offentliggjort Schouw & Co. fredag den 4. marts 2022.
.\\˙ MarketWire