ECB/Sydbank: Negative renter i eurozonen kan snart være fortid
7/2 06:58
2022 har budt på rentestigninger i stor stil, og det har fået Den Europæiske Centralbank til at ændre holdning til, om en hævet styringsrente kan være på programmet i år.
Det kan betyde, at negative renter i slutningen af året kan være fortid - i hvert fald i eurozonen, skriver Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, i en kommentar.
- Investorerne venter nu, at ECB i slutningen af året vil have hævet renterne så meget, at de negative renter er fortid. Selv hvis investorerne får ret i det, så vil de negative renter næppe forsvinde herhjemme. Vi kommer dog tæt på, skriver Søren Kristensen.
Spekulationerne om et løft af den ledende rente i eurozonen fik for alvor ben at gå på i sidste uge efter en rentemeddelelse fra ECB-chef Christine Lagarde, hvori det fremgik, at et eventuelt renteløft ikke længere var udelukket i år.
De stigende renter rammer de danske boligejere på blandet vis. Boligejere med flekslån må affinde sig med en højere lånerente, mens fastforrentede boliglån kan opkonverteres.
- Det kan for nogle boligejere betyde, at man med et lån på 2 mio. kr. kan skære næsten 300.000 af restgælden, pointerer cheføkonomen.
Imens må de fleste låntagere med flekslån tage til takke med højere renter. Sydbank venter i år en rente på F3- og F5-lån på henholdsvis 0,45 og 0,73 pct., mens låntagere med F1-lån ventes at slippe med en rente på minus 0,04 pct.
.\\˙ MarketWire