ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Lysegrøn start i udsigt - Peloton og Spirit i store hop

7/2 14:53

Ugen ser ud til at starte i grønt for de ledende indeks på det amerikanske aktiemarked, hvor Dow Jones, S&P 500 samt Nasdaq alle ligger til plusser på mellem 0,2-0,4 pct. forud for handelsstart mandag målt på handlen med futures for de tre indeks.

De små plusser gør sig dog ikke gældende for aktierne i Peloton og Spirit, der begge indikeres til markante kurshop.

Den spæde grønne start kommer efter en fredag, hvor de amerikanske aktier steg solidt, selv om en stærk jobrapport for januar øgede frygten for en hårdere hånd fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, på rentemødet til marts.

På indeksniveau var der dog kun små udsving. Det brede S&P 500-indeks vandt 0,6 pct., mens Dow Jones dog tabte 0,1 pct. Nasdaq klarede sig imidlertid bedst med et plus på 1,6 pct.

SPIRIT ER FLYVENDE

Luftfartsselskab Spirit Airlines er for 2,9 mia. dollar blevet købt af Frontier Group Holdings med henblik på en fusion med Frontier Airlines.

Sammen skal det nye selskab danne basis for det mest konkurrencedygtige lavprisluftfartsselskab i USA, oplyser begge parter i en fælles meddelelse mandag eftermiddag.

Frontier Group står til at betale 25,83 dollar per aktie i Spirit Airlines. Fredag lukkede det opkøbte luftfartsselskab i kurs 21,73 dollar på børsen i New York.

Spirit Airlines stiger 11,8 pct. til 24,30 dollar i det amerikanske formarked.

Nyheden kommer, samtidig med at Spirit Airlines har fremlagt tal for fjerde kvartal af 2021.

Her kom luftfartsselskabet ud af årets sidste kvartal med et mindre underskud end ventet af analytikerne og en højere omsætning end ventet.

Omsætningen landede på 987,6 mio. dollar mod ventet 963,9 mio. dollar, og driftsunderskuddet endte på 69,4 mio. dollar mod ventet 96 mio. dollar.

FITNESSKÆDE I FREMDRIFT

Peloton sprinter frem med et plus på 33,8 pct. forud for handelsstart.

Kursraketten er blevet antændt af rygter om, at blandt andet internetkæmpen Amazon skulle være interesseret i at overtage fitness-selskabet.

Det er The Wall Street Journal, som bringer rygterne til torvs på baggrund af unavngivne kilder.

Amazon skulle have talt med finansielle rådgivere om et køb af Peloton, men også sportstøjsproducenten Nike er interesseret, skriver Financial Times.

En overtagelse kunne være en kærkommen nyhed for aktionærerne i Peloton, der de senere måneder har lidt under sikkerhedsudfordringer med flere fitnessmaskiner, opbremsning i kundeabonnementerne efter genåbningen samt senest hårde kursfald under januars markedsuro.

BRÆTSPIL I FOKUS MED HASBRO

Og så har større salg af spillekort og brætspil sidste år været med til at give vækst hos legetøjsvirksomheden Hasbro.

Den justerede indtjening per aktie var i fjerde kvartal på 1,21 dollar mod ventede 0,90 dollar ifølge Bloomberg News.

Omsætning i kvartalet steg 17 pct. til 2,01 mia dollar mod ventede 1,87 mia. dollar.

Af regnskabet fremgår det, at det blandt andet er en salgsvækst i forretningen Wizards of the Coast, der ligger bag den samlede omsætningsstigning.

Wizards of the Coast står bag kendte brands som Magic: The Gathering og Dungeons & Dragons. Førstnævnte er kendt for sin serie af spillekort, mens sidstnævnte er kendt for sine brætspil.

I år venter Hasbro en lav etcifret vækst i både omsætning og driftsresultat.

Aktien stiger 1,5 pct. i formarkedet.

RO PÅ AMAZON

I sidste uge kom nogle af de rigtigt store koncerner på det amerikanske aktiemarked med regnskaber. Blandt andet Amazon, der fredag var i centrum i et positivt lys.

Internetkæmpen fremlagde sent torsdag tal for julekvartalet med en driftsindtjening, som var bedre end ventet, ligesom bundlinjen blev løftet af en gevinst på knap 12 mia. dollar fra satset på elbilproducenten Rivian.

Selskabets vigtige cloud-forretning voksede desuden hele 40 pct., og Amazon annoncerede prisstigninger på sin Prime-service.

Amazons aktie steg fredag 13,5 pct. Mandag er begejstringen kølnet en anelse - aktien indikeres til et plus på 0,4 pct., når markedet åbner.

Snap, som ejer Snapchat, var imidlertid fredagens højdespringer med et plus på 58,8 pct. Snap leverede vækst og endda mere vækst end ventet i brugertallet, og samtidig ses udviklingen fortsætte.

Snap falder 0,8 pct., forud for handlen starter.

.\\˙ MarketWire