Mandagens obligationer: Renten steg efter store hop i sidste uge
7/2 17:00
Renten på det danske obligationsmarked fortsatte mandag op i forlængelse af sidste uges rentestigninger efter torsdagens rentemøde i Den Europæiske Centralbank og en uventet stærk jobrapport fra USA fredag.
Renten på den tiårige danske statsobligation steg 3 basispoint til 0,48 pct. i forhold til fredag, hvor den steg 9 basispoint. Torsdag steg renten 11 basispoint.
- Først var det ECB i torsdags, der fyrede op under renterne ved at være meget mere høgeagtig end ventet, og fredag var det en meget stærkere amerikanske jobrapport, der sendte renterne endnu mere nordpå, skriver Nordea i et notat
Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank, mener, det kan betyde, at negative renter i slutningen af året kan være fortid - i hvert fald i eurozonen.
- Investorerne venter nu, at ECB i slutningen af året vil have hævet renterne så meget, at de negative renter er fortid, siger Søren Kristensen.
Spekulationerne om et løft af den ledende rente i eurozonen fik for alvor ben at gå på i sidste uge efter en rentemeddelelse fra ECB-chef Christine Lagarde, hvori det fremgik, at et eventuelt renteløft ikke længere var udelukket i år.
Mandag viste tal for den tyske industriproduktion i december, at forsyningsproblemer er med til at begrænse aktiviteten.
Industriproduktionen faldt på månedsbasis med 0,3 pct., mens der på årsbasis var tale om en tilbagegang på 4,1 pct. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet en månedlig stigning på 0,5 pct. og et fald 3,6 pct. på årsbasis.
.\\˙ MarketWire