ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mandagens aktier: Demant faldt på for tidlige tal - C25 vendte rundt

7/2 17:03

Investorernes humør steg hen over mandagen, og et minus til eliteaktierne under ét blev vendt til at plus på en dag, hvor investorerne så frem mod en række regnskaber fra flere selskaber i C25. Og frem mod torsdag hvor de amerikanske forbrugerpriser offentliggøres.

Selskabsspecifikt var der tal fra Demant, der fejlagtig blev offentliggjort søndag. Men ellers var der ikke meget at skrive hjem om blandt eliteselskaberne mandag,

Eliteindekset, C25, vendte rundt i løbet af mandag, og efter en negativ formiddag sluttede indekset med et plus på 0,7 pct. til 1735,72.

- Vi så en lidt nervøs start i dag. Men på obligationsmarkedet gik de stigende renter lidt i sig selv hen over dagen, og det er nok der, forklaringen på de stigende aktier skal findes, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

- Samlet er der lidt en afventende holdning, og stigende renter fra centralbankerne begynder så småt at være indregnet. Men der vil fortsat være volatilitet, vurderer Martin Munk.

Regnskabsfronten byder i løbet af ugen på tal tirsdag fra blandt andet Demant og Ambu, onsdag fra Mærsk, Lundbeck, DSV og Pandora - samt torsdag fra Vestas, GN og Alm. Brand.

RØDE ØRER HOS DEMANT

Aktien i Demant faldt, efter at selskabet i weekenden offentliggjorde to nøgletal for 2021 ved en fejl.

Derfor måtte selskabet mandag morgen før børsåbningen informere om de to tal.

Det ene er en organisk vækst i 2021 på 27 pct., mens driftsoverskuddet for året opgøres til 3,4 mia. kr.

På forhånd havde analytikerne estimeret en organisk vækst på 28 pct. for 2021 og et driftsoverskud på 3,4 mia. kr. Det endelige regnskab offentliggøres tirsdag morgen.

- Vi får jo efter planen tal fra Demant tirsdag. Men faldet i dag skal ses i den lidt skuffende organiske vækst, som Demant melder ud, siger Martin Munk.

Aktien faldt 2,6 pct. til 279,20 kr.

BANKER I PLUS

Danske Bank og Jyske Bank strøg til tops af C25 med plusser på henholdsvis 4,2 pct. til 128 kr. og 1,8 pct. til 403,30 kr.

- Bankerne ligger lunt i dag - og det er fortsat udsigten til stigende renter, der spiller ind her, siger Martin Munk.

NOVO HÆVET MED AF SEKTOREN

Hen over dagen rykkede Novo Nordisk frem i C25. Og det skyldtes en sektorbevægelse, vurderer Martin Munk.

- Vi ser, at Health Care stiger - og der hives Novo og også Genmab med op, siger Jyske Banks senioraktieanalytiker.

Novo steg med 3 pct. til 665,90 kr., og Genmab øgede med 2,1 pct. til 2298 kr.

Carlsberg steg 1,6 pct. til 1087,50 kr., efter at flere analytikere har justeret deres kursmål efter regnskabet fredag.

Mest bemærkelsesværdigt har DNB efter regnskabet valgt at hæve anbefalingen af aktien til "køb" fra "hold" og kursmålet med 100 kr. til 1275 kr., fremgik det af Bloomberg News.

SAS LEVEREDE TRAFIKVÆKST PÅ 310 PCT.

Blandt sidepapirerne viste trafiktal fra luftfartsselskabet SAS en trafikvækst på 309,8 pct. i januar i forhold til samme måned sidste år, hvor samfundet på grund af coronapandemien var mere nedlukket.

Også i januar i år har pandemien dog påvirket tallene, da den omfattende spredning med omikron-varianten har lagt en dæmper på efterspørgslen.

I januar havde SAS dog 760.000 passagerer, hvilket var 170 pct. flere end i samme måneds sidste år. I forhold til december var der imidlertid tale om et fald i passagerantallet på næsten 25 pct.

Aktien steg 1,7 pct. til 1,14 kr.

EJENDOMSSELSKAB MED NY STRATEGI

Ejendomsselskabet Park Street offentliggjorde fredag fredag aften en opdateret strategi, og selskabet løftede samtidig sløret for foreløbige regnskabstal for 2021 og en prognose for 2022.

Tallene for 2021 vidner om en negativ udvikling, og forventningerne til 2022 indikerer ikke, at forbedringen i de finansielle præstationer står lige for.

Park Street endte uændret i 13,75 kr.

.\\˙ MarketWire