USA/middag: Små fald - Meta trækker igen ned
7/2 18:23
De amerikanske aktier bevæger sig en smule nedad mandag. Det er teknologiaktierne, især Facebooks ejer, Meta, som trækker den forkerte vej efter en ellers positiv åbning.
Mandag er uden regnskabsnyheder fra den allerøverste hylde, da de store teknologinavne i sidste uge gjorde deres arbejde på den front færdigt, men der kommer stadig nye tal fra andre kendte navne, ligesom andre nyheder, herunder rygter om opkøb, løber med overskrifterne.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, falder kl. 12.15 lokal tid i New York, med 0,3 pct., mens Dow Jones bakker 0,1 pct., og Nasdaq går tilbage med 0,4 pct.
RENTERNE BESTEMMER RETNINGEN
Investorernes helt store fokus i 2022 har været renterne. Den tiårige rente er i USA i år blevet skubbet op fra 1,51 pct. til en flerårig top i 1,93 pct., da investorerne tilpasser sig den høje inflation.
Og stigende rente er skidt nyt for aktierne, og derfor har markederne, især i januar, i år været præget af uro.
- Markederne har tilpasset sig, som man kan se i bevægelsen op i renterne, men jeg tror, vi er kommet til et punkt, hvor det er svært at indregne meget mere aggressive udsigter, end vi har i dag. Vi kan nu se en stabilisering, siger Gregory Perdon, investeringschef hos Arbuthnot Latham, dog til The Wall Street Journal.
FALD I 2022
S&P 500 er siden nytår faldet med 5,8 pct., mens Nasdaq, som har en tungere vægt at teknologiaktier, der er mere følsomme over for stigende renter, har mistet 10,2 pct.
Uroen i 2022 er kommet efter, at centralbanken i USA, Federal Reserve, Fed, i slutningen af sidste år begyndte afviklingen af sine obligationskøb og efterfølgende på rentemødet i januar signalerede en rentestigning fra marts og med udsigt til flere løft gennem 2022. Og
- En rekordstor mængde stimulus er ved at blive trukket tilbage fra den globale økonomi. For investorerne betyder omfanget af det, som ligger forude, at de bør holde den overordnede eksponering lav, mener Andrew Sheets, strateg i investeringsbanken Morgan Stanley, ifølge Financial Times.
METAS FORTSÆTTER NED
I S&P 500-indekset er det energiaktierne, som klarer sig bedst mandag med et plus på 0,9 pct., da olieprisen steg alle dage sidste uge. I den anden ende falder kommunikationsservice med 1,9 pct., mens it-sektoren mister 0,3 pct.
Blandt de store navne fortsætter Meta, ejeren af Facebook med at være under pres, da aktien smider 4,8 pct. Torsdag tabte aktien hele 26,4 pct., eller 230 mia. dollar på en dag, da selskabet havde skuffet investorerne med nulvækst i brugertallet fra tredje og fjerde kvartal samt en svag omsætningsprognose for de nuværende tre måneder. Branchekollegaen Alphabet, som ellers levere solide tal, sætter sig ligeledes 2,0pct.
Amazon har det derimod bedre og stiger 1,6 pct. Amazon blev af frygtsomme investorer hevet ned med Meta med 7,8 pct. torsdag, men selskabets eget kvartalsregnskab samme aften udløste et plus fredag på 13,5 pct. fredag.
I it-sektoren bakker Microsoft også med 1,1 pct., mens Nvidia stiger 1,5 pct.
På regnskabsfronten er der mandag kommet tal fra kødproducenten Tyson Foods, som belønnes med et løft på 10,0 pct. I selskabets første kvartal var både omsætning og bundlinje bedre end ventet, og samtidig annoncerer koncernen prisforhøjelser.
Legetøjsproducenten Hasbro taber omvendt 0,8 pct. efter sine regnskabstal, selv om de faktisk var bedre end ventet.
Ellers er der plusser til flere aktører inden for fritid og rejse. Krydstogtselskaberne Royal Caribbean, Norwegian Cruise Line og Carnival stiger 5,8-7,5 pct.
I luftfart vinder Spirit Airlines frem med 13,8 pct. på nyheden om, at Frontier vil overtage selskabet for 2,9 mia. dollar i kontanter og aktier og lægge de to forretninger sammen.
Ellers er der fokus på fitnessselskabet Peloton, der vinder 16,7 pct. på, at store navne som Amazon og Nike skulle være interesserede i at overtage selskabet, som sælger fitnessmaskiner og online træningsabonnementer.
.\\˙ MarketWire