Valuta: Sidelæns handel inden vigtige amerikanske forbrugerprisdata
8/2 06:32
Der er forholdsvis stille på valutamarkedet tirsdag morgen, hvor investorerne med spænding afventer de amerikanske inflationsdata, der offentliggøres torsdag.
Dollarindekset, der måler dollar mod euro, japanske yen, pund sterling, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger tirsdag morgen i 95,52 mod 95,47 mandag eftermiddag.
Efter de seneste stærke økonomiske data fra USA, står inflationen nu i centrum for forventningerne til renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
En overraskende stærk arbejdsmarkedsrapport for januar har igen øget den estimerede renteudvikling mod nye højder med indregning af en forhøjelse på 50 basispoint på det kommende marts-møde i Federal Open Market Committee (FOMC), der er Federal Reserves pengepolitiske udvalg.
- Den overraskende stærke jobskabelse uden for landbruget - som vi var blevet advaret af centralbank-folk og Det Hvide Hus om, ville være meget svag på grund af omikron - efterlader Federal Reserve i et uventet territorium, siger strateg Jan Nevruzi fra Natwest Markets ifølge Reuters.
Ses der på futures-markederne prissættes der nu næsten en 1:3 sandsynlighed for en renteforhøjelse på 50 basispoint.
Udsigten til aggressive stramninger af den amerikanske pengepolitisk har hidtil understøttet den amerikanske valuta, men effekten er til dels fordampet, efter et markant skifte i tonen i Den Europæiske Centralbank (ECB), der nu står til at hæve renten allerede i fjerde kvartal i år.
Det har sendt den fælleseuropæiske valuta tilbage på banen som alternativ til dollar, da indsnævring af afkastforholdet favoriserer euro.
- Euro-dollar vil være i en slags tovtrækkeri mellem disse to kræfter, siger chefanalytiker Kathy Lien fra BK Asset Management ifølge Reuters.
Analytikeren vurderer, at det i sidste ende er sandsynligt med lidt mere tilbagevenden dollarstyrke på baggrund af forbrugerpriserne.
De amerikanske forbrugerpriser estimeres at være steget 7,3 pct. på årsbasis i januar mod 7,0 pct. i december. Der er det højeste niveau i 40 år.
Men ses der på månedsstigningstakten, vurderes den at være aftagende med en stigning på 0,4 pct. i januar mod en forøgelse på 0,5 pct. måneden før.
Euro koster tirsdag morgen 1,1430 dollar mod 1,1440 dollar mandag eftermiddag, mens pund koster 1,3535 dollar tirsdag morgen mod 1,3525 dollar mandag eftermiddag.
Dollar ligger samtidig i 115,35 yen mod 115,10 yen mandag.
.\\˙ MarketWire