ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Valuta: Euro svækket efter kommentarer fra centrale ECB-medlemmer

8/2 15:15

Euro er tirsdag blevet svækket mod dollar, efter at chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, med udtalelser i EU-Parlamentet mandag eftermiddag lagde en dæmper på forventningerne til kommende renteforhøjelser.

Renteforventningerne blev skudt i vejret efter sidste uges rentemøde i ECB, men mandag var tonen mere afdæmpet fra Christine Lagarde, som vurderede, at inflationen på mellemlang sigt vil falde tilbage mod centralbankens målsætning på 2 pct. igen.

Hun sagde også, at eventuelle tilpasninger af pengepolitikken bør ske gradvist. Samme budskab kom tirsdag i øvrigt også fra ECB-medlem Pablo Hernandez de Cos, som venter, at inflationen vil modereres, om end der i øjeblikket er opad-rettede risici for priserne - specielt på kort sigt.

- I denne kontekst af usikkerhed og med mellem-langsigtede inflationsforventninger, der ikke viser tegn på afsporing, skal en eventuel normalisering af pengepolitikken ske gradvist, sagde Pablo Hernandez de Cos, som også er chef for den spanske centralbank, tirsdag ifølge Bloomberg News.

Euro koster tirsdag eftermiddag 1,1410 dollar mod 1,1440 dollar mandag eftermiddag. Udsigterne for renteforskelle mellem USA og eurozonen kan meget vel komme til at afgøre retningen for euro-dollar i den kommende tid.

Derfor er der også stor fokus på de inflationstal, som torsdag kommer fra USA, idet accelererende prisstigninger kan nødvendiggøre en stribe stramninger fra Federal Reserve i den kommende tid - spørgsmålet er hvor mange.

Jyske Bank har øget sine forventninger til antallet af renteforhøjelser fra Federal Reserve fra tre til fire i år, og den første ventes i marts - efterfulgt af forhøjelser også i juni, september og december. Herefter venter banken yderligere fire renteforhøjelser fra Federal Reserve i 2023.

- Baggrunden for opjusteringen er øget bekymring hos Federal Reserve for, at inflationen ikke kommer til at falde så hurtigt som ventet samt nervøsitet for en yderligere stramning af arbejdsmarkedet, begrunder Jyske Bank den nye forventning.

.\\˙ MarketWire