DSV/dir: Nuværende marked kan bringe os i toppen af prognosespænd
9/2 09:14

DSV venter solid fremgang i indtjeningen i 2022, hvilket er et af flere positive elementer i det årsregnskab, som transportkoncernen onsdag morgen har offentliggjort.
Prognosen for 2022 lyder på et driftsresultat, EBIT, før særlige poster på 18-20 mia. kr. sammenlignet de realiserede 16,2 mia. kr. i 2021. Midtpunktet af intervallet på 19 mia. kr. overstiger analytikernes forventninger til 2022 om et resultat på 18,3 mia. kr. i 2022.
Ifølge DSV's driftsdirektør, Jens Lund, kan en fortsættelse af de nuværende markedsvilkår, der er præget af flaskehalse i transportkæderne, gøre, at selskabet ender i toppen af prognosespændet.
- Hvis de markedsbetingelser, som vi har nu, fortsætter, så er der da noget, der tyder på, at vi godt kan levere oppe i den øvre ende af guidance, men hvis tingene falder en lille bitte smule til ro igen, så ligger vi måske lidt nede i den lave ende af guidance.
- Men det er der ingen, der kan spå om, for vi har jo ikke bookinger for, hvad der skal ske i oktober og kan heller ikke forudse, hvordan markedet der ser ud. Vi kan tilpasses os hele tiden og kan have sådan en rimelig forventning til , hvad der skal ske, siger Jens Lund i et interview med MarketWire.
.\\˙ MarketWire