Aktier/middag: Tæsk til Lundbeck i højgrønt C25 - Mærsk tager revanche
9/2 11:46
Regnskabssæsonen for fjerde kvartal er på sit højeste onsdag, hvor flere C25-selskaber har leveret regnskab. Her pryder en positiv stemning eliteindekset, efter at blandt andet Pandora og Mærsk har rapporteret fremgang.
Den gode stemning i det danske C25-indeks fortsætter onsdag ved middagstid, hvor kun enkelte aktier er i minus. Eliteindekset brager op med 2,1 pct. til 1734,12.
Ude i den store verden var der tirsdag også grønne takter, hvor blandt andet det brede amerikanske S&P 500-indeks lukkede 0,8 pct. højere efter en sløv start på dagen.
- Markederne er mere glade end i går, men er stadig meget volatile, må man sige, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, og tilføjer, at det er det nuværende rentemiljø, der på godt og ondt er årsag til volatiliteten.
PANDORAS FORVENTNINGER I FOKUS
Smykkekoncernen Pandora fortsætter onsdag i toppen, hvor aktien skinner smaragdgrøn med en stigning på 7,2 pct. til 736,40 kr.
Fjerde kvartal viste et overskud på 1904 mio. kr. efter skat, hvor analytikerne havde estimeret et overskud på 2084 mio. kr. Også prognosen for 2022 ligger i underkanten af analytikernes forventninger, men Pandora overrasker til gengæld positivt med en prognose for 2023.
Her opjusterer smykkeselskabet og venter nu at ramme 27-28,1 mia. kr. i omsætning i 2023 mod tidligere 24,8-26,2 mia. kr. analytikerne havde blot sat næsen op efter en omsætning på 26,4 mia. kr.
AMBU PÅ PINEBÆNKEN IGEN
Der er igen kurstæsk til medicoselskabet Ambu, der oven på gårsdagens skuffende regnskab for første kvartal får sænket kursmålet og anbefaling af flere finanshuse.
I regnskabet nedpræciserede Ambu sine forventninger til den organiske vækst og driftsmarginen, EBIT. Selskabet venter nu en organisk vækst på over 15 pct. og en EBIT-margin på over 7 pct.
SEB har sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" og kursmålet til 130 kr. fra 205 kr., og Sydbank har sænket sin anbefaling til "sælg" fra "hold". Carnegie holder ligeledes anbefalingen "sælg", men har sænket sit kursmål for aktien til 112 kr .far 136 kr.
Danske Bank har sænket sit kursmål for aktien til 230 kr. fra 250 kr., men fastholder dog anbefalingen "køb". Handelsbanken fastholder også anbefalingen "køb", men sænker kursmålet til 210 kr. fra 240 kr.
Ambu trodser analytikernes pessimisme og stiger 0,2 pct. til 123,25 kr. Tirsdag faldt aktien 6,4 pct.
TRANSPORTGIGANTERNE I CENTRUM
Rederi- og logistikkoncernen A.P. Møller - Mærsk rider sammen med de fleste selskaber i C25-indekset på den grønne bølge, efter at koncernen åbnede i rødt.
Den tunge start skyldtes ifølge Martin Munk forvirring omkring konsensus.
- Der var lidt forvirring omkring konsensus, og hvad den reelt var for 2022, lyder forklaringen. Forvirringen bestod også i, at Bloombergs forventninger til driftsindtjeningen var højere, end hvad Mærsk havde meldt ud.
I 2021 satte Mærsk Danmarksrekord med en bugnende bundlinje på 17,9 mia. dollar.
For 2022 venter rederiet et EBITDA-overskud på 24 mia. dollar. Det er nogenlunde på niveau med forventningerne i aktiemarkedet.
Mærsks B-aktie stiger 1,6 pct. til 22.020 kr.
Den anden danske transportgigant, DSV, realiserede et driftsresultat før særlige poster på 16.223 mio. kr. i 2021, og der var tale om bedre end ventet udvikling i både luft-, sø og vejdivisionen.
Desuden er 2022-prognosen stærk, mener Jyske Bank.
- DSV's 2022-guidance lyder på et driftsresultat, EBIT, på 18-20 mia. kr., hvor konsensus forventede 18,3 mia. kr. Midtpunktet af guidanceintervallet er dermed 4 pct. over konsensus, hvilket er klart positivt, når man tager DSV's konservatisme med i betragtningen, skriver Jyske Bank-analytiker Morten Holm Enggaard.
DSV stiger 3,0 pct. til 1330,75 kr.
Medicinalselskabet Lundbeck skuffer til gengæld over hele linjen i forhold til konsensus i 2021-regnskabet. Både salget, indtjeningen og forventningerne er svagere end ventet.
Lundbeck har besluttet at ændre sin aktiestruktur for at sikre, at selskabet sammen med majoritetsejeren Ludnbeckfonden kan deltage i større opkøb i fremtiden. Den foreslåede strukturændring betyder, at de nuværende aktier splittes i fem - fire B-aktier og én A-aktie.
Aktien indtager bunden af C25 med et fald på 5,4 pct. til 151,75 kr.
Djursland Bank er også aktuel med regnskab for 2021, hvor banken realiserede samlede nettoindtægter på 403,5 mio. kr. og et overskud før skat på 143,4 mio. kr.
For 2022 venter banken et resultat før skat i niveauet 100-130 mio. kr.
Bankaktien stiger 1,1 pct. til 364 kr.
Vindmølleproducenten Vestas har fået sænket kursmålet til 125 kr. fra 140 kr. af BNP Paribas, der fastholder anbefalingen "outperform".
Det er betydeligt under den aktuelle børskurs, der onsdag er 3,5 pct. oppe i 166,50 kr.
.\\˙ MarketWire