Onsdagens aktier: C25 i næststørste stigning på regnskabsfyldt dag
9/2 17:05
Sidste indslag i onsdagens regnskabsstorm kom fra Rockwool, der imponerede med sine forventninger til 2022 trods et mindre imponerende driftsoverskud i år.
Det resulterede i en tocifret stigning og trak C25-indekset op i den næststørste stigning nogensinde på 3,9 pct. til 1765,05.
Med til at understøtte markedet var også en dæmpet rentefrygt, vurderer aktiestrateg Otto Friedrichsen fra Formuepleje.
- Det danske marked er forholdsvist rentefølsomt. Vi ser centralbankmedlemmer tale om, at den rentestigning, vi kommer til at se, ikke bliver lige så aggressiv i forhold til den, der er indpriset i markedet. Det er med til at tage noget af den frygt af, som har været årsag til de generelle kursfald, siger han til MarketWire.
ROCKWOOL MED TOCIFRET STIGNING
Isoleringskoncernen Rockwool tog et kvantespring i C25-indekset, efter at selskabet som dagens sidste fremlagde regnskab for fjerde kvartal.
Her omsatte koncernen for 842 mio. euro mod ventet 802 mio. euro. Til gengæld skuffede driftsindtjeningen, EBIT, en anelse i 95 mio. euro mod ventet 99 mio. euro.
Omvendt var der alt andet end skuffelse over Rockwools forventninger til 2022, som Jyske Bank kaldte for "overraskende" stærke. Koncernen venter en omsætningsvækst i lokal valuta på 15-20 pct. og en EBIT-margin på omkring 13 pct.
B-aktien endte hele 19,8 pct. højere i 2744 kr., mens A-aktien steg markante 36,2 pct. til 2595 kr.
PANDORAS FORVENTNINGER I FOKUS
Smykkekoncernen Pandora startede og sluttede i toppen af C25 med en stigning på 7,9 pct. til 741 kr.
Fjerde kvartal viste et overskud på 1904 mio. kr. efter skat, hvor analytikerne havde estimeret et overskud på 2084 mio. kr. Også prognosen for 2022 ligger i underkanten af analytikernes forventninger, men Pandora overrasker til gengæld positivt med en prognose for 2023.
Her opjusterer smykkeselskabet og venter nu at ramme 27-28,1 mia. kr. i omsætning i 2023 mod tidligere 24,8-26,2 mia. kr. analytikerne havde blot sat næsen op efter en omsætning på 26,4 mia. kr.
Ambu endte onsdag i bunden af C25-indekset, efter at selskabets regnskab tirsdag gav lejlighed til adskillige kursmåls- og anbefalingsændringer hos analytikerne.
I regnskabet nedpræciserede Ambu sine forventninger til den organiske vækst og driftsmarginen, EBIT. Selskabet venter nu en organisk vækst på over 15 pct. og en EBIT-margin på over 7 pct.
Blandt ændringerne var SEB's sænkning af anbefalingen til "hold" fra "køb" og kursmålet til 130 kr. fra 205 kr., og Sydbanks ændring til "sælg" fra "hold".
Ambu faldt 0,4 pct. til 122,50 kr.
TRANSPORTGIGANTERNE I CENTRUM
Rederi- og logistikkoncernen A.P. Møller-Mærsk fik efter en sløv start på dagen gang i kursridtet.
- Der var lidt forvirring omkring konsensus, og hvad den reelt var for 2022, lyder forklaringen. Forvirringen bestod også i, at Bloombergs forventninger til driftsindtjeningen var højere, end hvad Mærsk havde meldt ud, lyder forklaringen på den tunge start fra Jyske Banks senioraktierådgiver Martin munk.
I 2021 satte Mærsk Danmarksrekord med en bugnende bundlinje på 17,9 mia. dollar.
For 2022 venter rederiet et EBITDA-overskud på 24 mia. dollar. Det er nogenlunde på niveau med forventningerne i aktiemarkedet.
Kursmålet for aktien fik et løft til 23.800 kr. fra 20.900 kr. af DNB, der fastholder anbefalingen "hold".
Mærsks B-aktie steg 7,2 pct. til 23.260 kr.
Transportgiganten DSV var også klar med regnskabstal onsdag.
DSV realiserede i fjerde kvartal et driftsresultat før særlige poster på 16.223 mio. kr. i 2021, og der var tale om bedre end ventet udvikling i både luft-, sø og vejdivisionen.
Desuden er 2022-prognosen stærk, skriver Jyske Bank-analytiker Morten Holm Enggaard i en analyse.
DSV steg 3,5 pct. til 1337,50 kr.
Medicinalselskabet Lundbeck skuffede til gengæld bravt i fjerde kvartal på samtlige poster og var sammen med Ambu det eneste selskab i minus. Både salget, indtjeningen og forventningerne var svagere end ventet.
Lundbeck har besluttet at ændre sin aktiestruktur for at sikre, at selskabet sammen med majoritetsejeren, Lundbeckfonden, kan deltage i større opkøb i fremtiden. Den foreslåede strukturændring betyder, at de nuværende aktier splittes i fem - fire B-aktier og én A-aktie.
Aktien blev banket ned med 7,4 pct. til 148,55 kr.
Djursland Bank var også på banen med regnskab for 2021 - endda det bedste nogensinde - hvor banken realiserede samlede nettoindtægter på 403,5 mio. kr. og et overskud før skat på 143,4 mio. kr.
For 2022 venter banken et resultat før skat i niveauet 100-130 mio. kr.
Bankaktien steg 0,6 pct. til 362 kr.
.\\˙ MarketWire