Finsk FLSmidth-konkurrent skuffede en tand på driften i fjerde kvartal
10/2 10:41
Den finske FLSmidth-konkurrent Metso Outotec kom på baggrund af en stærk markedsaktivitet ud af fjerde kvartal med en bedre end ventet toplinje, mens driften landede lige i underkanten af analytikernes estimater.
Det skriver Bloomberg News.
Omsætningen løb i kvartalet op i 1,28 mia. euro. Her havde analytikerne ifølge konsensusestimater indsamlet af Bloomberg ventet 1,17 mia. euro. Det var samtidig 31 pct. højere end omsætningen i fjerde kvartal af 2020.
I perioden modtog Metso Outotec ordrer for 1,31 mia. euro.
Driftsoverskuddet, EBIT, endte i underkanten af analytikernes forventninger i 130 mio. euro, hvor der ifølge konsensus var ventet 132,1 mio. euro.
Metso Outotec venter et fortsat stærkt niveau for markedsaktiviteten, der dog er underlagt udviklingen i coronapandemien.
Som så mange andre selskaber er mineudstyrsleverandøren også udfordret af forstoppelser i de globale forsyningskæder samt højere omkostninger til logistik og energi.
Det kan tage toppen af lønsomheden, siger topchef Pekka Vauramo i regnskabet ifølge Bloomberg News.
Som ventet af analytikerne foreslår Metso Outotec et udbytte på 0,24 euro per aktie til aktionærerne.
Aktien falder 4,2 pct. til 9,010 euro på børsen i Helsinki.
.\\˙ MarketWire