ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Valuta: Markedet faldet til ro med lille asiatisk dollarstyrkelse

11/2 06:32

Torsdag aftens voldsomme udsving på valutamarkedet er aftaget fredag, hvor investorerne er faldet til ro oven på gårsdagens foruroligende amerikanske inflationsdata.

En forbrugerprisvækst på 7,5 pct. i januar i forhold til samme måned sidste år gav anledning til store skvulp i de finansielle markeder, idet investorerne straks foruddiskonterede en strammere pengepolitik og højere renter fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Især de korte renter steg markant med en toårig T-bondrente, der torsdag aften toppede i 1,64 pct., mens den længere tiårige T-bond rundede mere end 2 pct.

Begge løbetider blev presset op af forventninger om fremrykkede og mere aggressive stramninger af de monetære forhold i USA, og med en øget sandsynlighed for en renteforhøjelse på 0,50 pct. point allerede ved det pengepolitiske møde i bankens monetære udvalg, Federal Open Market Committee (FOMC), i marts.

STORE UDSVING MEN UDEN EGENTLIG EFFEKT

Inflationsdataene gav sving og svaj i valutamarkedet med først en markant styrkelse af dollar, der hurtigt blev afløst af en endnu større svækkelse, inden markedet faldt til ro omkring udgangspunktet ved amerikansk lukketid.

De asiatiske investorer fik fredag morgen lejlighed til at implementere deres evaluering af scenariet, hvilket for de traditionelt konservative asiatiske markedsdeltagere betyder, at en højere rente medfører en styrket valuta.

Det har styrket dollar en anelse, hvilket afspejles i dollarindekset, der fredag morgen ligger i 95,85 mod 95,35 torsdag eftermiddag.

Indekset vægter den amerikanske valuta mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner.

Den høje inflation har fået den amerikanske centralbanks rente-strammere op i det røde felt. Det blev torsdag personificeret af James Bullard, der er chef for centralbankens distrikt i St. Louis, der sagde:

- Vi har den højeste inflation i 40 år, og jeg tror, vi skal være meget mere bevægelige og meget mere reaktive på data.

Netop dataafhængigheden er kommet i søgelyset, efter en endog meget lang periode med blinkende advarselslamper, uden at der kom nogen form for reaktion fra Federal Reserves side.

- Der er bestemt en fornemmelse af, at det haster i hvert fald for nogle (FOMC) medlemmer. Men Fed er ikke den eneste centralbank, der står over for dette inflationsspøgelse, pointerer strateg Kim Mundy fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney over for Reuters.

Kim Mundy peger på, at også Den Europæiske Centralbank (ECB) er begyndt at røre på sig, hvilket fremgik af det seneste pengepolitiske møde i bankens Styrelsesråd i sidste uge.

Dermed er der lagt et psykologisk loft over dollarstyrkelsen gennem rygvind til den fælleseuropæiske valuta, euro.

Euro koster fredag morgen 1,1400 dollar mod 1,1475 dollar torsdag, mens pund koster 1,3545 dollar mod 1,3620 dollar torsdag.

Dollar ligger samtidig i 116,10 yen mod 115,95 yen torsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire