ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Fed presser investorerne og maler markedet blodrødt

11/2 11:35

Maersk Drilling er som eneste børsnoterede selskab kommet med friske regnskabstal fredag - men som meget andet, presses det lidt i baggrunden fredag, hvor investorerne trækker sig over en bred kam og sender aktierne ned.

Selv ikke et positivt regnskab fra borerigselskabet kan holde aktien oven vande.

For Orphazyme går udviklingen modsat, efter at selskabet nu melder om nyt i sagen om at få lov til at markedsføre Arimoclomol i USA.

Ved middagstid falder eliteindekset, C25, med 2,1 pct. til 1718,94. I sidste uge gik C25 på weekend i indeks 1723,25.

- Vi ser, at markederne falder hele vejen rundt. Og det sker efter de kommentarer, som Federal Reserves James Bullard kom med i går om højere renter hurtigere og flere rentestigninger, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank,

- Markedet indregner nu 90 pct. sandsynlighed for en rentestigning på 50 basispoint til marts mod 25 tidligere. Og vi kan måske få et ekstraordinært rentemøde i Federal Reserve for første gang siden 1994, siger han.

James Bullard, chef for den amerikanske centralbank Federal Reserves afdeling i St. Louis, hvæssede kløerne, efter den overordnede inflationsmåling i januar endte på det højeste niveau i fire årtier torsdag.

Bullard vil ikke afvise, at den amerikanske centralbank kan hæve renten mellem de planlagte rentemøder.

- Og det varmer markedet op til. Og herhjemme rammes vi på grund af de dyre aktier, vi har. Så det kunne være rart med en afklaring, for lige nu står vi på tæerne hele tiden, siger Ole Kjær Jensen.

På selskabsfronten er der relativt roligt bortset fra analytikerne opfølgning på de seneste dages massive regnskabsstorm med kursmålsjusteringer og enkelte anbefalingsændringer.

DRILLING-REGNSKAB TÆT PÅ FORVENTNINGER

Dagens eneste større regnskab - fra Maersk Drilling - viste et driftsresultat før af- og nedskrivninger og særlige poster på 346 mio. dollar, hvilket er tæt på både selskabets og analytikernes forventninger.

For 2022 spår boreselskabet et driftsresultat før særlige poster på 210-250 mio. dollar.

Maersk Drilling falder 1,2 pct. til 258,60 kr.

Helt i toppen af samtlige aktier på fondsbørsen i København ligger Orphazyme med et plus på 10,5 pct. til 15,44 kr.

Aktien stiger med syvmileskridt efter meddelelsen om, at selskabet nu er på vej til at kunne sende en ny ansøgning om markedsføring af lægemiddelkandidaten Arimoclomol til behandling af den arvelige hjernesygdom Niemann-Pick til den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, i anden halvdel af 2022.

Det oplyste selskabet fredag morgen.

FDA afviste i juni sidste år at godkende ansøgningen i sin nuværende form og sendte ansøgningen retur til Orphazyme, der efterfølgende styrtdykkede på børsen.

FINANSHUS-OVERHALINGER EFTER REGNSKAB

GN har fået løftet anbefalingen til "overvægt" fra "neutral" af den amerikanske storbank JPMorgan. Kursmålet bliver samtidig øget til 522 kr. fra 510 kr., på trods af at selskabets regnskab for fjerde kvartal ellers lå under forventningerne i markedet.

Aktien falder 2 pct. til 367,60 kr.

Den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley har haft fat i Rockwool og har løftet kursmålet med knap 8 pct. til 2570 kr. fra førhen 2385 kr., mens anbefalingen af aktien fastholdes på "undervægt".

Finanshuset Carnegie ser dog mere positivt på isoleringskoncernen og øger kursmålet til 4200 kr. fra 3900 kr.

Rockwool taber 4,2 pct. til 2604 kr.

Pandora ligger helt i toppen med et plus som den eneste aktie i C25. Aktien stiger 0,1 pct. til 730 kr., efter at selskabet har fået løftet kursmålet til 1050 kr. fra 1000 kr. af Danske Bank, der fortsat anbefaler "køb".

FALD I RATEINDEKS

Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index ( SCFI ), der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en stribe destinationer verden over, er faldet for fjerde uge i træk. Det ligger dig med et plus på omkring 75 pct. for året.

B-aktien i Mærsk falder 2,2 pct. til 22.770 kr. fredag middag.

.\\˙ MarketWire