Asien: Stigende risikoaversion sender aktiemarkederne ned - NY
14/2 06:39
De asiatiske aktier dykker markant mandag, hvor såvel den spændte situation i Ukraine som den alarmerende høje amerikanske inflation dæmper risikolysten.
De japanske investorer er tilbage efter den lange weekend og får først nu mulighed for at reagere på sidste uges store kursfald i kølvandet af de skyhøje inflationsdata fra USA, der har udløst spekulationer om, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil hæve renten med hele 50 basispoint i marts.
- Bredt baseret inflationspres har givet anledning til tidligere end forventet pres for et synkroniseret skift mod restriktiv politik over hele kloden. Til dels afspejler det usikkerhed relateret til omikron, geopolitiske spændinger og købekraftspresset fra høj inflation - som alt sammen vejer tungt på væksten i det nuværende kvartal, siger cheføkonom Bruce Kasman fra JPMorgan i et notat ifølge Reuters.
MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavsområdet uden for Japan falder 1,2 pct.
Modsat indikerer futures på de store aktieindeks en vending med stigninger på 0,2 pct., når markedet åbner senere på dagen i New York.
I Tokyo tilpasser investorerne deres positioner til den internationale udvikling siden den lange weekend satte ind.
- Japanske aktier vil sandsynligvis se volatile bevægelser i denne uge, da amerikanske aktier faldt kraftigt, mens Japan var på tre-dages weekend, skriver Okasan Online Securities i en note ifølge AFP.
Nikkei 225-indekset falder 2,0 pct., og det brede Topix-indeks dropper 1,4 pct.
De kinesiske markeder er en anelse mindre pessimistiske. Shanghai Composite og CSI 300 falder henholdsvis 0,9 pct. og 1,0 pct., og Hang Seng-indekset på børsen i Hongkong falder 1,4 pct.
På de øvrige børser ligger Taiwans Taiex-indeks med et minus på 1,7 pct., og Kospi-indekset i Seoul falder 1,4 pct., mens Singapores Strait Times-indeks stiger 0,1 pct.
Australiens ASX-indeks sluttede mandagens handel med en gevinst på 0,4 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | -2,0 |
Topix | -1,4 |
Hongkongs Hang Seng | -1,4 |
China Shanghai Composite | -0,9 |
China CSI 300 | -1,0 |
Taiwan Taiex | -1,7 |
Sydkoreas Kospi | -1,4 |
Indiens BSE Sensex | -1,7 |
Singapores STI | +0,1 |
Sydney ASX 200 | +0,4 |
Indeksværdi klokken 6.15.
.\\˙ MarketWire