Obligationer/tendens: Udsigt til rentefald på stille obligationsdag
14/2 07:06
Der er lagt op til rentefald fra åbningen af det danske obligationsmarked mandag.
Investorerne ligger under for et stigende anfald af risikoaversion på grund af Ukraine-krisen og samtidig er forventningerne til en aggressiv amerikansk centralbank aftaget en kende, idet der fra flere sider er afvist en 50 basispoints renteforhøjelse på det kommende pengepolitiske møde i banken i marts.
Det er på trods af den skyhøje amerikanske inflation.
Fredag endte renten på den toneangivende tiårige T-bond i USA i 1,94 pct. - et fald på 9 basispoint fra torsdag, mens renten mandag morgen ligger på 1,95 pct. på markedet i Tokyo.
Det er 7 basispoint mindre end ved dansk lukketid fredag.
- Vi venter, at det danske obligationsmarked vil åbne med rentefald, da renterne i USA aftog efter lukketid i Europa, skriver seniorøkonom Kim Blindbæk fra Sydbank i et notat mandag morgen.
Renten på den tiårige danske statsobligation steg fredag 3 basispoint til 0,55 pct.
INGEN NØGLETAL AF FORHOLDE SIG TIL
Det er ingen økonomiske nøgletal at se på mandag, men ved 17-tiden skal Den Europæiske Centralbanks topchef, Christine Lagarde, tale i forbindelse med om 20-års jubilæet for den fysiske euro ved Europa-Parlamentets plenarmøde.
Markedsdeltagerne vil igen holde skarpt øje med enhver form for pengepolitisk indhold i talen.
Inden da kan markedet få inspiration fra et interview på tv-kanalen CNBC kl. 14.30 med chefen for den amerikanske centralbanks afdeling i St. Louis, James Bullard, der også er medlem af Federal Reserves pengepolitiske komite og kendt som en af udvalgets høge.
/ritzau/FINANS