Valuta: Krigsfrygt får handlere til at søge i sikker havn
14/2 13:26
Uroen i Ukraine og frygten for en russisk invasion får mandag handlerne til at søge i sikker havn. Det styrker den japanske yen, schweizerfranc og den amerikanske dollar over for blandt andet euro.
Dollar-indekset, der vejer den amerikanske valuta over for flere store valutaer, stiger mandag til 96,341 mod 95,713 fredag eftermiddag.
Rusland kan på ethvert tidspunkt gå ind i Ukraine, advarer den amerikanske regering, der søndag har bekræftet, at landet er klar til at beskytte ethvert Nato-område.
At en invasion er uundgåelig skulle ifølge den russiske regering være hysteri fra den vestlige verdens side, skriver Reuters.
Særligt den fælleseuropæiske euro er påvirket af spændingerne i Østeuropa, bemærker analytikere fra Commerzbank, da Europa i overvejende grad er afhængig af Rusland som kilde til energi.
Derfor er euro særlig udsat, hvis situationen mellem Rusland og Ukraine eskalerer.
Invasionsfrygten har sat frygten på stigende renter oven på et højt inflationspres lidt på pause mandag til fordel for mere sikre valutaer, skriver Reuters.
- Dollar og yen samt schweizerfranc bør sælges til udbudspris indtil - og hvis - vi får indikationer om, at en diplomatisk løsning er i sigte, skriver analytikere fra ING. Indtil da er markederne i venteposition.
En euro handles mandag eftermiddag i 1,1309 dollar mod 1,1402 dollar fredag eftermiddag og 1,0453 schweizerfranc mod 1,055 schweizerfranc fredag. Imens handles den japanske yen i 115,19 dollar mod 115,88 dollar fredag ved dansk børslukketid.
.\\˙ MarketWire