Valuta: Nervøsitet omkring Ukraine-krise og amerikansk pengepolitik
15/2 06:32
Der er nervøsitet på valutamarkedet tirsdag morgen, hvor investorerne holder skarpt øje med udviklingen i Ukraine-krisen, mens der sideløbende skæves til en øget pengepolitisk sabelraslen i St. Louis i Midtvesten, USA.
Dollarindekset, der måler dollar mod euro, japanske yen, pund sterling, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger tirsdag morgen i 96,20 mod 96,30 mandag eftermiddag.
Spændingerne i Østeuropa tynger fortsat den fælleseuropæiske euro tirsdag og øger efterspørgslen efter dollar og den traditionelt sikre yen.
Investorerne er skræmt, efter at den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskiy, har opfordret borgerne til at flage med det Ukrainske flag, hvilket af nogle opfattes som en indikation af, at onsdag vil være dagen, hvor en mulig russisk invasion starter.
Det er dog siden blevet afvist af Ukrainske embedsmænd som en reaktion på udenlandske mediers rapporter.
Amerikanske dollar ligger også til højrebenet for de spillere, som tror på en acceleration af den amerikanske centralbank Federal Reserves kommende monetære stramninger.
Spørgsmålet er, hvor aggressivt bankens pengepolitiske komite, Federal Open Market Committee (FOMC) vil gribe tingene an på det kommende møde i marts.
Chef for Federal Reserves afdeling i St. Louis, James Bullard, der er velkendt som pengepolitisk strammer, gentog mandag sidste uges kommentarer, hvor han brød rangorden og opfordrede til en forhøjelse af den amerikanske fed funds-rente på 50 basispoint, foruden et hurtigere tempo i cyklen af renteforhøjelser.
Såvel spændingerne i Ukraine som de mere aggressive udsigter understøtter begge dollar på kort sigt.
- Det bedste bud på at se, hvad der har størst indflydelse, er at se på dollar mod yen, og vi har noteret, at valutaparret er veget en smule svagere i de sidste par dage, hvilket tyder på, at markederne er meget opmærksomme på, hvad der sker på grænsen til Ukraine, siger valutastrateg Kim Mundy fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney ifølge Reuters.
At yen styrkes over for en allerede styrket dollar er typisk tegn på, at investorerne er nervøse, idet kontrasten mellem amerikanske rentestigninger og en stærkt pengepolitisk lempelig Bank of Japan burde presse yen den anden vej.
Euro koster tirsdag morgen 1,1320 dollar mod 1,1305 dollar mandag eftermiddag, mens pund koster 1,3540 dollar tirsdag morgen mod 1,3515 dollar mandag eftermiddag.
Dollar ligger samtidig i 115,35 yen mod 115,60 yen mandag.
.\\˙ MarketWire