Tirsdagens aktier: Mandagsfald mere end hentet - grønne aktier i front
15/2 17:06
Mandagens voldsomme fald på det danske aktiemarked blev tirsdag mere end indhentet, da der var positivt nyt fra Ukraine.
- Underliggende er der stadig usikkerhed om situationen i Ukraine, men tirsdagens melding om, at nogle tropper er på vej væk fra grænsen, virker beroligende på investorerne, der sender aktierne til vejrs, vurderer afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen.
Han understreger dog, at usikkerheden fortsat er der, og også rentefrygt lurer lige under den optimisme, der prægede tirsdagens marked.
På det danske marked lå Vestas og Rockwool lunt i toppen. Rockwool lukkede 8 pct. højere i 680 kr.
- Grønne aktier var igen på indkøbslisten ude i Europa og det smitter af herhjemme, vurderer afdelingsdirektøren, der ellers ikke ser væsentligt selsklabsspecifikt nyt i markedet, når der lige ses bort fra meldingen fra Mærsk om ny bestyrelsesformand.
Det danske C25-indeks endte tirsdag 2,9 pct. højere i 1742,14 efter et fald på 2,1 pct. mandag. Ude i Europa var der ved dansk lukketid stigninger på 1,7 pct. i Frankrig og Tyskland, mens de britiske aktier steg mindre end 1 pct.
MÆRSK-ARVING SKAL VÆRE NY FORMAND
Mærsk-familien sætter sig tungere på magten i A.P. Møller-Mærsk, hvor arving Robert Mærsk Uggla bliver ny formand, efter at den nuværende formand, Jim Hagemann Snabe, har oplyst til bestyrelsen, at han ikke ønsker at genopstille til posten på den næste generalforsamling til marts. Bestyrelsens næstformand, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, har endvidere meddelt bestyrelsen, at hun ikke ønsker genvalg, når hendes valgperiode udløber til marts. Den strategiske kurs ventes der ikke at blive pillet ved.
- Det er svært at forestille sig, at formandsskiftet skulle give ændringer, siger senioranalytiker hos Sydbank Mikkel Emil Jensen til MarketWire.
Mærsks B-aktie endte 2,1 pct. højere i 23.120 kr.
ØRSTED I SALGSFORHANDLING
Ørsted drøfter angiveligt et salg af en ejerandel i havmølleparken Hornsea 2 med et konsortium, der har deltagelse af blandt andet den franske forsikringskoncern Axa og den franske storbank Credit Agricole. Det skrev Bloomberg News med henvisning til anonyme kilder.
Ørsted steg 3,8 pct. til 680 kr.
SIMCORP-REGNSKAB OVERGIK FORVENTNINGER
Tirsdag bød desuden bud på regnskab fra softwareselskabet Simcorp, som i fjerde kvartal klarede sig bedre end ventet. Simcorp foreslår desuden et aktieudbytte på 7,50 kr. og igangsætter et aktietilbagekøbsprogram på 20 mio. euro, som løber frem til 31. juli.
- Umiddelbart fine tal for fjerde kvartal, men lidt skuffende på udsigterne for 2022, vurderer Ole Kjær Jensen.
Simcorp-aktien steg 1,7 pct. til 605 kr.
Novo Nordisk er havnet i en retsstrid om milliarder med det israelske medicinalselskab Teva, vil lancere en kopi af Novos fedmemedicin Saxenda, og det fører nu til en retssag, skrev Børsen. Novo-aktien steg 3,9 pct. til 668,30 kr.
FLERE KURSMÅLSÆNDRINGER
Vestas har fået sænket kursmålet til 160 kr. fra 180 kr. af ABG Sundal Collier. Anbefalingen "hold" gentages. Men trods dette endte aktien i toppen af C25 med en stigning på 7,5 pct. til 175 kr. efter et fald mandag på 2,4 pct.
Morgan Stanley har sakset Demants kursmål ned til 309 kr. mod tidligere 340 kr. Anbefalingen er uændret "ligevægt". Demant steg 4,1 pct. til 278,30 kr. efter et fald på 2,3 pct. mandag.
ZEALAND PHARMA AFSLUTTEDE REKRUTTERING
Zealand Pharma har gennemført rekrutteringen til fase 3-studiet med midlet Dasiglucagon til børn med medfødt hyperinsulinisme på op til 12 måneder.
Det oplyste selskabet tirsdag morgen.
Selskabets aktier steg 5,4 pct. til 114,30 kr.
SAS-aktien steg desuden 4,5 pct. til 1,11 kr., efter at bagagepersonalet i Kastrup igen flytter kufferter. Mandag faldt aktien 5,3 pct. Aktien er dog i år steget knap 21 pct.
.\\˙ MarketWire