ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Fredshåb sendte aktier op - Apple og Nvidia i front - NY

16/2 06:32

Efter en håndfuld dage med pres på aktierne i USA steg de tirsdag solidt, da markedet fandt håb om deeskalering af spændingerne mellem Rusland og Ukraine i meldinger om, at dele af de russiske styrker ved den ukrainske grænse er ved at vende tilbage til deres kaserne. Onsdag er der ikke udsigt til, at den positive stemning holder ved.

Det var især vækstaktierne inden for teknologi, som blev sendt i vejret tirsdag, samtidig med at den øgede risikoappetit også betød, at investorerne lagde obligationerne fra sig, hvorfor renterne igen steg.

Det brede S&P 500-indeks vandt derfor frem med 1,6 pct. Indekset er dog stadig mere end 6 pct. i minus i 2022. Dow Jones gik også frem med 1,2 pct., men har stadig sat knap 4 pct. over styr i år. Nasdaq vandt mest frem med 2,5 pct., men det har alligevel sat sig knap 10 pct. siden nytår.

Onsdag morgen er der mindre fald i futures for de tre ledende amerikanske aktieindeks, der ligger 0,2-0,4 pct. lavere.

RUSLAND TRÆKKER NOGLE TROPPER TILBAGE

Ruslands forsvarsministerium oplyste tirsdag, at nogle af de styrker, som har været opstillet ved Ukraines grænse, nu trækkes tilbage til deres baser, og det fik investorerne til at drage et lille lettelsens suk.

- Aktierne stiger, fordi der er et lille håb om en bedring af situationen mellem Ukraine og Rusland. Der er nyheder fremme om, at Rusland har trukket nogle af sine styrker tilbage, men Nato køber den dog ikke helt, siger Lars Skovgaard Andersen, som er seniorstrateg i Danske Bank, til MarketWire.

- Jeg synes ikke, at tirsdagens nyheder er så klare, fortsætter han.

De amerikanske aktier, der ellers var faldet de tre foregående handelsdage, har udover spændingerne i Europa også været ramt af frygten for, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil hæve sin rente for kraftigt i et forsøg på at tøjle den høje inflation i USA.

- Markedet leder dog også lidt efter en undskyldning for at være særligt nervøst. Der var en ekstra fokus på risikoen for krig fredag, men det var også, fordi man afventer referatet fra Federal Reserves seneste rentemøde i januar, og det var jo netop referatet fra december, som i januar satte gang i aktieudsalget, lyder det fra Lars Skovgaard Andersen.

I sidste uge var det især udtalelse fra James Bullard, der er chef for centralbankens distrikt i St. Louis, om at han gerne ser et dobbelt renteløft på 0,50 pct.point på det planlagte rentemøde til marts eller en forhøjelse inden da, som jog en skræk i livet på investorerne.

TEKNOLOGI TOPPEDE

I S&P 500 var det teknologiselskaberne, som trak mest op. It toppede derfor blandt sektorerne med et plus på 2,7 pct., mens cyklisk forbrug vandt 2,1 pct.

Der var også fremgang til cykliske brancher som industri, råvarer og materialer samt finans med plusser på 1,4-1,9 pct. I den anden ende faldt energi mest med 1,4 pct., da den spæde afspænding på grænsen til Ukraine fik olieprisen til at falde med 3,7 pct.

I it blev Apple løftet 2,3 pct., mens Microsoft steg 1,9 pct. Inden for cyklisk forbrug gik Tesla desuden frem med 5,3 pct.

Chipkæmpen Nvidia bidrog denne tirsdag også kraftigt til fremgangen, da aktien gik frem med hele 9,2 pct., fordi Piper Sandler i en analyse spåede en opjustering i forbindelse med onsdagens kvartalsregnskab. Branchekollegaen AMD steg 6,3 pct., ligesom Monolithic Power Systems toppede S&P 500 med en fremgang på 10,6 pct.

Nyheden om, at Intel vil overtage israelske Tower Semiconductor for 5,4 mia. dollar lagde derimod en dæmper på Intels udvikling, så aktien blot steg 1,8 pct.

BEDRE FOR MARRIOTT

Regnskabssæsonen er fortsat i gang, og tirsdag var der blandt andet nyt fra hotelkæden Marriott International, der vandt 5,8 pct., da både omsætningen og indtjeningen i fjerde kvartal, trods omikron, var bedre end ventet.

Der var dog også fremgang til rejse- og fritidssektoren, hvor American Airlines, United Airlines og Delta Air Lines steg 6,0-8,1 pct., og rejsesitet Expedia vandt 7,5 pct.

Krydstogtselskaberne Carnival, Norwegian Cruise Line og Royal Caribbean Cruises gik op med 4,3-6,9 pct.

- I USA er covid-19 tilsyneladende også på tilbagetog, og det hjælper genåbningsaktierne, påpeger Lars Skovgaard Andersen.

.\\˙ MarketWire