Valuta: Euro fastholder styrket niveau mod dollar - NY
16/2 06:41
Den fælleseuropæiske valuta, euro, holder det styrkede niveau fra tirsdag mod den amerikanske valuta. Euro blev styrket tirsdag på rapporter om at nogle russiske tropper er blevet trukket tilbage fra grænsen til Ukraine. Nato og USA kan dog ikke bekræfte udtalelser og de offentliggjorte billeder fra det russiske forsvarsministerium.
- Dollar skred lidt i takt med at Ukraine risiko-præmien blev taget ud af markedet, men forventningerne til aggressive renteløft fra den amerikanske centralbank bør støtte den amerikanske dollar, siger analytikere hos Westpac i et notat til kunderne ifølge Reuters.
Der skal onsdag morgen 1,1350 dollar til at købe en euro. Der er også relativ ro på "yen-fronten", hvor en amerikansk dollar koster 115,69 yen onsdag morgen mod 115,75 yen tirsdag ved 17-tiden.
Udover Ukraine-krisen og nyt derfra kan dollarudviklingen også blive påvirket af referatet fra seneste møde i den amerikanske centralbanks pengepolitiske komite, der blev holdt 26. januar.
Det amerikanske dollarindeks, der vejer den amerikanske valuta i forhold til den fælleseuropæiske euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger onsdag morgen i 96,02 mod 96,21 tirsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire